Fergie afslører taktiske planer

Den skotske manager har tænkt sig at ryste posen lidt forude for de sidste fire kampe i Premier League.

Eftersom at Manchester United sikrede sig det engelske mesterskab i mandags, er de sidste runder af Premier League i princippet uden betydning for Fergusons mandskab.

At den 71-årige manager har tænkt sig at udnytte de resterende kampe til fulde, skal der imidlertid ikke herske nogen tvivl om. Han afslørede overfor MUTV, nogle af de overvejelser han gør sig.

Søndag spiller “de røde djævle” mod Arsenal, og her planlægger skotten at starte med Nemanja Vidic og Rio Ferdinand igen.

– Næste weekend burde Vida (Vidic, red.) og Rio være tilbage. Så kan jeg stille med Jones (Phil Jones, red.) på midtbanen og spille med Vida og Rio sammen. På den måde får vi erfaringen med os til Arsenal, sagde skotten.

Scholes fortjener at spille

Det har været småt med spilletid for Paul Scholes i anden halvdel af denne sæson. Den rutinerede midtbanespiller har ikke været i kamp for United siden den 26. januar, hvilket mest af alt skyldes problemer med en knæskade.

United-legenden er stadig ikke spilleklar, men Sir Alex Ferguson håber, at det ændrer sig, før sæsonen er slut,

– Forhåbentligt har vi Paul Scholes tilbage i løbet af de næste par uger, for han fortjener at spille i de sidste kampe her.

De unge drenge skal være en del af det

Nogle af de yngre spillere i truppen har været en stor del af Mancester Uniteds succes i denne sæson. Til trods for det har de ikke spillet meget i slutningen af sæsonen, hvor mesterskabsræset har spidset til.

Det skal der rådes bod på, og derfor lover Fergie spilletid til en række navngivne spillere på holdet.

– Jeg ønsker desperat, at en del af de unge spillere, der været udenfor i de seneste par uger, føler, at deres indsats har været stor.

– Chicharito, Danny Welbeck, Tom Cleverley og Nani – jeg tror, det er vigtigt at få dem involveret i de sidste uger.

Det er også værd at nævne, at Uniteds unge spiller, Adnan Januzaj, i dag har fået tildelt et trupnummer. Det kunne godt indikere, at den 18-årige belgier vil blive kastet i ilden i en af de seneste kampe.

Forrige artikel

Wenger: Vis respekt for van Persie

Næste artikel

Wilfried Zaha: Kunne ikke modstå United

ANNONCE