Spillet om Robert Lewandowskis fremtid er et godt bud på en af sommerens helt store transfersagaer i fodbold-Europa. Sir Alex Ferguson giver nu sit besyv med i spekulationerne om, hvor Dortmunds topscorer lander.
– Jeg tror ikke, de vil sælge Lewandowski til Bayern München. Dortmunds fans vil ikke kunne tolerere det. Jeg tror enten de lader kontrakten løbe ud eller sælger ham til anden side. Har vi plads til ham her? Jeg kan finde plads til alle, siger Ferguson ifølge The Mirror.
Tidligere på året meddelte Lewandowski, at han forlader Dortmund senest ved kontraktudløb næste sommer. Ifølge hans agent har han allerede en aftale med en ny klub i stand, men hvilken klub, der er tale om, står hen i det uvisse.