Fergie bekræfter møde: Ronaldo bliver

Fra træningslejren i Sydafrika bekræftede Sir Alex Ferguson i dag, at han i mandags mødtes med Cristiano Ronaldo for at diskutere fremtiden for…

Fra træningslejren i Sydafrika bekræftede Sir Alex Ferguson i dag, at han i mandags mødtes med Cristiano Ronaldo for at diskutere fremtiden for portugiseren og Manchester United.

Flere måneders spekulation ser dermed ud til at have sin ende foreløbig, da Ferguson gjorde det klart, at Ronaldo bliver i United – i hvert fald i en sæson.

“Mødet gik godt. Jeg syntes vi begge gav vores meninger til kende om, hvor vi står, og hvor spilleren (Cristiano Ronaldo, red.) står,” fortalte Ferguson ifølge BBC, men hvor længe, Ronaldo bliver i United, blev ikke bekræftet.

“Jeg kan sige, at han er Manchester United-spiller i den kommende sæson. Det er vores standpunkt. Han bliver ikke solgt.”

Mens Ferguson i går tog med sine spillere til Sydafrika på sommerturné, er 23-årige Cristiano Ronaldo taget til Los Angeles sammen med sine sponsorer.

Ronaldo ventes at være ude af spil indtil oktober på grund af den ankel-operation, som portugiseren gennemgik tidligere på måneden.

Forrige artikel

Tag til udekamp med OldTrafford.dk

Næste artikel

United får af egen medicin

ANNONCE