Fergie: Foster er den bedste unge målmand i England

Sidste uges FA Cup-exit mod Portsmouth kostede ikke kun United dyrt på de sportslige ambitioner. Klubbens normale førstevalg, Edwin Van der Sar, måtte i…

Sidste uges FA Cup-exit mod Portsmouth kostede ikke kun United dyrt på de sportslige ambitioner. Klubbens normale førstevalg, Edwin Van der Sar, måtte i pausen lade sig udskifte med en skade, mens polske Tomasz Kuszczack så rødt efter at have bremset Milan Baros i det kriminelle felt.

Dermed er det tvivlsomt, om Van der Sar bliver klar til lørdagens kamp mod Derby County, mens Kuszczack under alle omstændigheder er spærret. Derfor står valget nu mellem Ben Foster, der har tilbragt det meste af sæsonen med at komme sig over en knæskade, eller den kun 19-årige Tom Heaton.

24-årige Foster, der sidste år var lejet ud til Watford med stor succes, bliver af mange set som det mest oplagte valg, og indicierne på, at det bliver ham, der kommer til at vogte målet på lørdag blev i dag stærkere, da Sir Alex Ferguson kaldte ham den bedste unge engelske målmand i et interview:

”Alle ved, at Ben er den bedste unge målmand i landet. Han slår de andre kandidater på alle punkter.”

Desuden indrømmede Fergie, at der ville have været kamp til stregen om titlen som førstevalg, hvis ikke Foster var løbet ind i en langtidsskade:

”Jeg ville have stået i et kæmpe dilemma, hvis Ben havde været til rådighed fra start af. Næste år vil jeg højst sandsynligt stå i dilemmaet hver uge om, hvem der skal være mit førstevalg. Men at der er konkurrence og kamp om de forskellige pladser på holdet er en god ting, og derfor ser jeg frem til det.”

Forrige artikel

Gaz endelig på rette spor

Næste artikel

Tevez vil koste United 370 millioner

ANNONCE