Efter gårsdagens storsejr over Aston Villa så er det nu en realitet, at Manchester United vil ligge på førstepladsen hen over julen.
Dette er stik imod Jose Mourinhos forudsigelser i sommers, hvor han var stærk i troen på, at Chelsea lå dér i dag.
Så efter portugiseren tidligere på ugen måtte undskylde offentligt over for Everton og Andy Johnson, så jokede Sir Alex i dag med, at han også gerne så en undskyldning til United.
“Det viser vel, at vi ikke skal tro på Jose Mourinho. Han sagde Chelsea ville toppe ved juletid, men det er ikke sket,” udtalte Ferguson efter kampen.
“Han måtte undskylde efter at have løjet om en Everton-spiller denne uge. Måske er det tid til en undskyldning igen,” jokede Ferguson, som efterhånden er gået i gang med de psykologiske kampe med konkurrenten, som det er sket tidligere med Wenger og Keegan.