Fergie smadrer Rafas lommeregner

Liverpool-manager Rafael Benitez har de seneste år prøvet at bortforklare sit holds nationale fiasko med manglende økonomisk formåen. En opgørelse over…

Liverpool-manager Rafael Benitez har de seneste år prøvet at bortforklare sit holds nationale fiasko med manglende økonomisk formåen.

En opgørelse over Liverpool og Uniteds transfers viser dog, at de to klubber har brugt omtrent det samme antal millioner på spillerindkøb, siden Rafael Benitez i 2004 fik overdraget den store tegnedreng på Anfield.

Efter sidste weekends 4-1-sejr hævdede Benitez imidlertid, at United har spenderet helt op mod 800 millioner kroner mere på transfers end Liverpool. Nu tager Sir Alex kraftigt til genmæle.

“Jeg var overrasket, da jeg så hans kommentarer. Jeg bad et par af vores folk gå de tal efter i sømmene, for jeg var overbevist om, at jeg ikke havde brugt så mange penge,” siger Ferguson ifølge engelske medier.

Ifølge The Independent er situationen den, at Liverpool har kastet marginalt flere penge om sig på transfermarkedet i forhold til United, hvis man ikke modregner de to klubbers salg. Det får Ferguson til at stille spørgsmålstegn ved Liverpools politik.

“Jeg blev forbløffet, da jeg fandt ud af, at de har brugt 60 spillere på reserveholdet i denne sæson. Til sammenligning har vi hentet 18 spillere i de seneste fem år, otte af dem er unge spillere. Vi vil gerne udvikle vores egne spillere, men Rafa har en anden filosofi end jeg har på det område. Jeg har regnet mig frem til, at han har brugt 24 millioner pund mere end mig set over årene,” hævder Ferguson og forudser endvidere, at diffirencen bliver endnu større til sommer.

“Til sommer vil vi se Rafa på en storartet indkøbstur, nu når han lige har forlænget sin kontrakt. Man snakker om recession i øjeblikket, men det er ikke noget de kender til i Liverpool. Han er langt foran os i forbrug de sidste fem år, og man kan forvente flere kæmpe udlæg på transfermarkedet.”

Forrige artikel

Ny RSS-feed adresse

Næste artikel

Dagens opstilling

ANNONCE