I sidste sæson var Manchester United i realiteten kun to sejre og en uafgjort i Milano fra at gentage den magiske The Treble, men der blev trukket store veksler på mange af de samme folk, og til sidst slap kræfterne op.
Det blev “kun” til et mesterskab, men i år kan det blive til endnu mere. Ifølge Sir Alex Ferguson har man med indkøbene af Owen Hargreaves, Nani og Anderson samt lejeaftalen med Carlos Tevez sikret sig mod forårsudmattelse i truppen.
“Vi følte selv, at vi gik lidt ned mod slutningen af sæsonen, og derfor brugte vi sommeren på at forstærke os, sådan at vi i denne sæson burde kunne stå imod til sidste kamp er spillet. Jeg mener, at vores trup nu er ekstremt stærk, og det er jeg glad for at kunne sige,” siger Sir Alex ifølge manutd.com.
Ferguson har tidligere udset sig venstrebacken som en position, der kunne trænge til forstærkning. Men lysten til et muligt januarindkøb synes at være aftaget, eftersom Fergie har tro på John O”Shea.
“Man kan pege på venstre back og sige, at vi ikke har en venstre back af den gamle skole til den position, men her gør John O”Shea et fantastisk arbejde som stand-in. Han beviste mod Sunderland med al tydelighed, at han har kvaliteterne til den position og at det ikke er noget problem, hvis han spiller der.”