Efter Ole Gunnar Solskjærs pludselige karrierestop var Sir Alex Ferguson i angribernød, da både Ronaldo (karantæne) og Rooney (skade) var ukampdygtige, mens Tevez var langt fra topformen, og den prekære angrebssituation resulterede da også lynhurtigt i, at en hob af angribere blev sat i forbindelse med United, heriblandt Boltons franske landsholdsspiller, Nicolas Anelka. Et rygte der var mere vedholdende end andre.
Og nu viser det sig imidlertid, at rygtet måske ikke var helt hen i vejret, for Sir Alex Ferguson afslører nu, at han flere gange har budt på den tidligere PSG-, Arsenal-, Real Madrid-, Liverpool- og Manchester City-spiller, hvis kvaliteter han beundrer.
“Vi har forsøgt at købe Anelka adskillige gange,” blotlægger Ferguson ifølge SkySports.com og fortsætter:
“Han er en meget talentfuld spiller. Han hører til den kategori af spillere, der besidder fart og scoringsevner, og det har han gjort i hele sin karriere,” siger Ferugson, der ikke ønsker at fortælle helt præcist, hvornår han har forsøgt at lokke Anelka til Old Trafford.
Trives i Bolton
“Sam (Allerdyce) viste stor tillid og tiltro til ham, da han hentede ham til Bolton, eftersom han havde været rundt i en del klubber før det. Men, for første gang, synes han at have fundet sig rigtigt til rette og være glad, hvilket er vigtigt for en spiller som Anelka,” siger Ferguson, der slutteligt forsøger at lægge en dæmper på rygterne om et snarligt Anelka-skifte til Old Trafford ved at påpege Anelkas store trivsel i Bolton.
“Sam tog en risiko, og det har betalt sig. Bolton har draget stor nytte af ham, og Anelka synes at have fundet den rigtige klub med hensyn til at nyde miljøet og træningen,” slutter Fergie.
Kun fremtiden kan vise, om Ferguson endnu ikke har opgivet at købe den kontroversielle franskmand.