Ferguson: Daglish er dobbeltmoralsk

Kenny Daglish var ikke sen til at fordømme Sir Alex Fergusons udbrud på dommer Martin Atkinson i kølvandet af Uniteds frustrerende nederlag på Stamford…

Kenny Daglish var ikke sen til at fordømme Sir Alex Fergusons udbrud på dommer Martin Atkinson i kølvandet af Uniteds frustrerende nederlag på Stamford Bridge.

Daglish gjorde et stort nummer ud af at forsvare dommerne i optakten til Uniteds opgør på Anfield i sidste weekend, men nu får skotten tørt på af Ferguson.

“Kenny Daglish forsøgte at belære mig i aviserne i sidste weekend om nødvendigheden af at udvise respekt for dommerne. Måske har han allerede glemt, at hans spillere i januar kritiserede Howard Webb via Twitter,” siger Ferguson til United Review.

Liverpools spillere var utilfredse med Webbs håndtering af nøglesituationerne i Liverpools FA Cup-nederlag på Old Trafford, og den nu forhenværende Reds-spiller Ryan Babel gik så langt som til at offentliggøre et billede af Webb i en United-trøje.

For sit eget udbrud står Ferguson over for en straf på helt op til fem spilledages karantæne for sine udtalelser om Atkinson. Men Ferguson mener ikke, at slaget med FA er tabt på forhånd.

“Jeg følte mig bortdømt og har nu fået FA på nakken for, som jeg ser det, at have blotlagt sandheden. Jeg vil forsvare mig selv med næb og klør, når jeg skal til høring hos FA.”

“Faktisk ser jeg frem til udfordringen, for jeg har ikke sagt noget forkasteligt, uanset hvor meget medierne opfordrer FA til at tage affære. Sådan er det, når Manchester United er involveret i en sag, men de fik heldigvis ikke disciplinærudvalget til at tage Rooneys albue-sag op,” siger Ferguson.

Det er i næste uge, at Ferguson får sin dom fra forbundet. En eventuel karantæne vil træde i kraft fra næste weekend.

Forrige artikel

Til Emirates på en fredag

Næste artikel

Avis: Rodwell-aftale i hus

ANNONCE