Ferguson eftertragtet i hjemlandet

Sir Alex er stadig en eftertragtet herre, og nu ønsker det skotske fodboldforbund at tilknytte Fergie.

Det er to år siden Sir Alex Ferguson trak sig tilbage fra posten som manager i United. Siden da har han rejst verden rundt og nydt livet som pensionist, samtidig med han stadig er aktiv i United, nu som ambassadør. Fergie har også arbejdet i UEFA, i forskellige trænerseminarer for de bedste managers i Europa.

Nu ønsker det skotske fodboldforbund at tilknytte 73-årige Fergie, for at nyde godt af hans enorme viden om fodbold. Og ikke mindst satser skotterne på, at kunne løfte skotsk fodbold og kendskabet til det skotske forbund.

– Vi vil gerne have ham involveret i det skotske FA, så han på en eller anden måde kan hjælpe skotsk fodbold. En administrativ stilling er noget helt andet end han har prøvet hidtil som træner og manager, så måske kan han få en ambassadør-rolle, men vi vil gerne involvere ham lidt mere end det.

– Han er stadig eftertragtet i hele verden, men vi har drøftet muligheden for at få ham og andre til at profilere vores fodboldforbund, og skabe en wow-effekt omkring skotsk fodbold. Tro mig, Alex er stadig vældig interesseret i skotsk fodbold på trods af han har været væk i lang tid. Vi vil prøve at høre ham, for han har så meget at give, siger Alan McRae i følge SkySports.

McRae blev tidligere på året valgt som præsident for det skotske fodboldforbund. En tidligere United-profil er allerede hentet til skotsk fodbold, eftersom Brian McClair netop har forladt stillingen som chef for Uniteds ungdomsakademi, til fordel for en stilling i det skotske FA.

Forrige artikel

Fransk talent ender i Østrig

Næste artikel

Stjernerne på vej ind og ud

ANNONCE