Således kunne man på ManUtd.com indtil i går læse et interview med Wayne Rooney, hvor han i forbindelse med rivalopgøret på lørdag udtaler, at han hader Liverpool. Kommentaren blev dog fjernet torsdag, da klubben havde modtaget klager over denne.
Nu blander Sir Alex Ferguson sig i debatten. Og han mener ikke, at det er så mærkeligt, at Rooney ikke lægger skjul på sin foragt overfor Premier Leagues nummer tre:
”Had er måske et lidt ekstremt ord at bruge. Men det er lettere at komme til at bruge i en sætning end ”ikke at bryde sig om”. Wayne har måtte finde sig i meget fra Liverpool-fans i årenes løb, så det er ikke så mærkeligt,” lyder det fra Ferguson, der samtidig peger på, at Rooney var fan af Everton som barn:
”Han støttede Everton som knægt, og det er ingen hemmelighed, at forholdet mellem dem og Liverpool kun har udviklet sig til det værre. Og nu er han altså i Manchester United, og det eneste han ønsker er at vinde. Så det er altså ikke så mærkeligt,” slutter den 67-årige skotte.
Manchester United har ikke tabt til Liverpool på Old Trafford, siden Rafael Benitez overtog styringen med klubben fra Merseyside.