Wayne Rooney og Danny Welbeck har i størstedelen af indeværende sæson ageret makkerpar i Manchester Uniteds offensiv, og den duo er bossen i den grad tilfreds med.
De to angribere har delt 45 mål imellem dem i alle turneringer. United-bossen tror dog ikke, vi har set deres storhedstid endnu.
– Wayne er 26 år nu, og Danny er 21. Der er intet, der afholder dem fra at blive endnu bedre i de kommende år, hvilket vi selvfølgelig håber. Danny er vokset med opgaven, efter han kom tilbage fra sin skade, siger Sir Alex Ferguson til Manutd.com.
Sammenligning med Yorke-Cole-konstellation
Der var positive elementer i weekendens ærgerlige pointtab mod Everton, som Manchester United kan tage med sig i ligaens tre sidste opgør.
Specielt Wayne Rooney og Danny Welbecks forståelse for hinanden i angrebet fik tankerne til at gå tilbage til en anden duo, som delte samme bånd. Andy Cole og Dwight Yorke naturligvis.
– I sidste uge så vi noget meget specielt (angribernes forståelse for hinanden, red). Jeg ved, at mange tegnede paralleller til Cole og Yorkes partnerskab, og der var da helt sikkert ligheder. Jeg synes, Welbecks bevægelse var fantastisk. Vi var eminente offensivt i anden halvleg.