Ferguson udelukker store indkøb

“Vi vil ikke gå efter en masse spillere.” Så kort kan det siges, hvis man spørger Manchester Uniteds 67-årige manager, Sir Alex Ferguson, hvad der skal…

“Vi vil ikke gå efter en masse spillere.”
Så kort kan det siges, hvis man spørger Manchester Uniteds 67-årige manager, Sir Alex Ferguson, hvad der skal ske i løbet af sommeren. Det skriver BBC.

“Vi har et stort hold, og jeg kan helt ærligt sige, at der ikke er nogen spillere, vi ønsker at bringe hertil lige nu. Vi er ikke ude efter at tilføje en masse spillere til vores hold.”

For nyligt er rygter om Bayern Münchens Franck Ribéry ellers taget til i styrke, mens pressen også spekulerer i Carlos Tevez” og Cristiano Ronaldos fremtid på Old Trafford. En anden klub, der formår at tiltrække sig opmærksomhed i pressen for tiden, er Manchester City, der hver gang har det helt store checkhæfte fremme, når alverdens stjerner nævnes. Sir Alex forventer, at kollegaen i City, Mark Hughes, vil have væsentligt mere travlt end Fergie selv, når vi når sommeren.

“Det bliver en travl sommer for dem, men det hele handler om tilgængelighed. Nogle klubber ønsker ikke at sælge deres spillere til nogen, hvilket er beundringsværdigt. Så det er svært. Man har måske en liste med spillere, man gerne vil have, og den bliver så reduceret med 50 %, fordi klubberne ikke vil sælge. Så er der en masse klubber, der ved, at City har penge, så de vil lægge lidt ekstra til købsprisen på spillerne,” siger Ferguson.

Begge klubbers managere ser frem mod den indbyrdes kamp søndag, hvor sommerens spillerhandler nok er noget af det sidste, der er i tankerne. Mark Hughes ser frem til at forsøge at hente point mod sin gamle klub.

“Vi har gang i en god, lille periode – ubesejret i fire kampe i træk, og som jeg har sagt hele ugen, så er man nødt til at tage til Old Trafford med masser af tro og selvtillid. Det har vi, vi spiller godt og vinder kampe. Vi ser frem til søndag, for vi er i nogenlunde form, og var der nogensinde et godt tidspunkt for os at tage til Old Trafford på, så er det nu,” siger Citys manager.

Søndagens derby vil være Manchester Uniteds 63. kamp i sæsonen, men ifølge Ferguson ser hans spillere friskere ud end nogensinde før.

“Spillerne kan begynde at lugte de store kampe nu.
De kan godt lide situationen. De har bevist, at de kan håndtere det, og de rammer topformen på det rigtige tidspunkt,” siger skotten.

United er tre point foran Liverpool på andenpladsen med en kamp i hånden. Sir Alex ved, at det er op til holdet selv at afgøre det.

“Den er vores at vinde i den forstand, at vi er foran vores modstandere. Med den form, vi er i, har vi en god chance,” siger Ferguson, der især er imponeret af Ronaldo.

“Cristiano er kommer tilbage i fulde omdrejninger på det helt rigtige tidspunkt. Det tog lidt tid for ham at komme tilbage i samme rytme efter hans operation, men han er en fantastisk atlet med god fysik, der aldrig misser en kamp. Vi er heldige at have den kombination, endda også med mod. Selvfølgelig vil han ikke nå de 42 mål, han scorede sidste sæson, men han er oppe på 25 nu, hvilket stadig er fantastisk for en spiller, der er placeret på fløjen.”

Forrige artikel

Brown ude resten af sæsonen

Næste artikel

Interview med Cantona & Loach

ANNONCE