Manchester United har fået en skuffende start på sæsonen med fem uafgjorte kampe ud af otte mulige. Elendigheden nåede lørdag eftermiddag nye højder, da man på hjemmebane kun formåede at spille 2-2 mod oprykkerne fra West Bromwich.
“Det er et uforståeligt resultat og selvfølgelig frustrerende,” sagde United-manager Alex Ferguson efter kampen.
“Der er to måder, hvorpå man kan anskue tingene. Hvis vi var halvvejs gennem sæsonen, kunne vi sige, vi stadig var ubesejrede. Det er ikke godt nok for os,” siger Ferguson ifølge Manchester Evening News.
Tre gange i denne sæson har United fået en tomålsføring hentet. Mod både Everton og West Bromwich var man foran med to og måtte nøjes med uafgjort. Og mod Liverpool fik scouserne vendt 0-2 til 2-2, inden Dimitar Berbatov scorede sejrsmålet for “De røde djævle”.
“Nogle gange er det bedre at være foran med ét mål end to. Man holder koncentrationen en smule bedre.”
Målmand Edwin van der Sar, der fylder 40 år om et par uger, måtte tage sin del af skylden for gæsternes udligning. Hollænderen tabte et tilsyneladende ufarligt indlæg for fødderne af Somen Tchoyi til stor overraskelse for Ferguson.
“Hvad kan man sige om deres andet mål? Edwin van der Sar har vel spillet i 25 år, og han gik sikkert i folkeskole sidste gang, han lavede sådan en fejl,” siger Ferguson.
“Man bliver nødt til bare at lægge sådan noget bag sig. Det er ikke et altafgørende resultat i forhold til kampen om mesterskabet, men vi kan ikke blive ved med det her,” siger skotten.
Næste opgave for Fergusons tropper er mod de tyrkiske mestre fra Bursaspor.