Edwin van der Sar er den ældste målmand, der har spillet for Manchester United efter anden verdenskrig. Den 40-årige hollænder skiftede fra Fulham til “De røde djævle” i 2005 og har siden den dag været en solid sidste skanse på holdet med adskillige præstationer på verdensklasseniveau.
Men når 2010/2011-sæsonen er færdig, så siger den høje hollænder farvel til en lang mindeværdig karriere med endestation i Manchester.
Mange fans af United er kede af, at van der Sar lægger handskerne på hylden, men alligevel støtter Sir Alex Ferguson målmandens beslutning.
“Hvis jeg skulle rådgive Edwin van der Sar netop nu, så ville jeg sige, at han skulle trække sig tilbage.”
“Det er det absolutte højdepunkt i hans karriere, og jeg tror nogle gange, at når en spiller når op i en høj alder, så kan alderen ramme meget pludseligt, og jeg vil nødig se Edwin i den situation.”
“Han har haft en fantastisk karriere, og der er ingen grund til, at han skal risikere at spille et år til og falde ned under sit niveau,” sagde Sir Alex Ferguson på tirsdagens pressemøde op til semifinalekampen mod Schalke i Champions League.
Ferguson er i særlig høj grad henrykt over den påvirkning, som Edwin van der Sar har i Uniteds omklædningsrum.
“Hvis du kunne se ham i vores omklædningsrum før og i halvlegen af kampene, ville du se, at han er absolut fantastisk,” sagde Ferguson.
“Han fortjener at slutte på toppen af toppen, hvilket jeg tror, han gør.”