Et United-mandskab uden offensive kapaciteter som Cristiano Ronaldo, Carlos Tevez og Luis Nani havde overordentlig svært ved at spille sig frem til chancer mod et kompakt og taktisk velindstillet Newcastle-hold, der hele tiden lurede på kontra.
Specielt i anden halvleg stod det sløjt til, efter at Newcastle-målmand Shay Given havde præsteret flere superredninger i første halvleg, hvor United burde have lukket sæsonens første Premier League-kamp, der gav debut til såvel Fraizer Campbell (startopstilling) som de to brasilianere Rafael Da Silva og Rodrigo Possebon (indskiftede), der begge viste lovende takter, både hvad angår hurtighed i løb og spilopfattelse samt boldbehandling.
Sir Alex Ferguson havde følgende vurdering af 1-1-kampen:
“Vi spillede godt i første halvleg, og deres målmand præsterede adskillige gode redninger, der holdt dem inde i kampen. Vores angrebsspil var godt i første halvleg. Men lige så snart vi mistede Ryan Giggs pga. en forstrækning og Michael Carrick pga. en ankel, som er hævet voldsomt op – han vil være ude i to til tre uger – mistede vi en smule af vores erfaring på midtbanen.”
“Vi endte med at blive nødt til at skubbe Patrice Evra op på venstre kant af midtbanen – og som venstre back er han naturligvis ikke vores bedste offensive spiller. I anden halvleg lignede vi på intet tidspunkt et hold, der var i stand til at bryde dem ned, vi var ikke farlige.”
“Newcastle var gode på kontra, og i (Obafemi) Martins og (Damian) Duff har de spillere med kvaliteter i kontraspillet; hvis man ikke stopper dem, kan det blive farligt. Vi havde meget boldbesiddelse, men vi fik til tider ikke noget ud af det, men set i lyset af de folk, vi manglede i dag, var det et hæderligt resultat,” sagde Ferguson til Sky Sports.
Tevez tilbage mod Portsmouth
Som en logisk konsekvens af de manglende mål blev United-manageren spurgt om, hvorvidt en Dimitar Berbatov-handel er kommet nærmere.
Men skotten nægtede at kommentere sagen og roste i stedet den trup, han allerede har til rådighed. Samtidig slog han fast, at Carlos Tevez vil være ny mand i startopstillingen mod Portsmouth i næste ligakamp den 25. august på Fratton Park.
“Carlos Tevez vil være tilbage til Portmouth-kampen i næste uge, og Wayne er ved at genfinde sin form og vil blive skarpere. Jeg er ikke villig til at diskutere nogen som helst. Jeg synes, vi har en god trup, samme trup som sidste år, og når Tevez er tilbage, og Rooney får kampe, vil det være min angrebsstyrke,” lød tillidserklæringen fra Fergie til duoen Tevez-Rooney.