Ferguson har ikke glemt hvad Keane gjorde i 1999 i Torino, da United vendte et truende 0-2-nederlag til Juventus til en 3-2-sejr.
United kom bagud 0-2 allerede efter 11 minutter, og da Keane fik en advarsel i det 18. minut, som betød, at han ikke kunne deltage i en eventuel finale, så meget sort ud. Men Keane satte anførebindet godt fast på armen, og trak sine holdkammerater til Barcelona. Først med sit hovedstødsmål efter 24 minutter, og derefter med utrolig fight:
“Hvad Roy gjorde den aften var fantastisk – det var et eksempel på næsten umenneskelig tolerance og mental styrke,” siger Ferguson og fortsætter sin skamrosen af sin anfører:
“Han fik en advarsel efter 18 minutter, så han vidste, at han ikke kunne være med i finalen, og det kunne han let have ladet sig påvirke af til et punkt, hvor han ikke bidrog med noget som helst overhovedet.”
“Men han rejste sig over alle den aften. At spille som han gjorde, viser noget om den mand,” roser Ferguson ifølge TEAMtalk.com.
Keane har udtalt i sin meget omtalte bog, at han aldrig føler han har vundet Champions League – han har godt nok en guldmedalje, men den betyder intet, for han spillede ikke finalen.
Derfor står en ny sejr i Europas fineste turnering højt på irerens ønskeliste, mens Ferguson også meget gerne vil til tops endnu en gang:
“Hvis jeg skal være ærlig, så har Champions League altid været det, som har trukket mest i os.”
“Vi har kun vundet turneringen to gange, og jeg føler at vi skal vinde den flere gange end vi har gjort,” afslutter Ferguson.
Udover i 1999, vandt United også Champions League i 1968 under Sir Matt Busby.