Manchester United oplever i øjeblikket en spillemæssig og finansiel krise. Således står de blot noteret for tre sejre i de seneste syv kampe, mens klubbens gæld ligeledes er begyndt at blive et problem.
Dette har blandt andet fået den engelske presse til at spekulere i, om salget af Cristiano Ronaldo er et større tab, end Sir Alex Ferguson vil indrømme. Senest måtte de engelske mestre nøjes med 1-1 på udebane mod Birmingham, efter at de ugen forinden var blevet slået ud af FA Cuppen af Leeds United.
Kritikken bekymrer dog ikke Darren Fletcher, der slår fast, at man som United-spiller er indstillet på den slags.
”Alle ønsker at få en ned med nakken, når man har succes. Derfor er det vigtigt at vise rygrad og kæmpe videre. Det er det, det handler om. Man lærer af det, og det hører med til at være en del af en storklub,” lyder det fra den populære skotte ifølge Daily Post.
Fletcher indrømmer dog samtidig, at de unge spillere muligvis kan blive påvirket af den negative omtale.
”Når man er ung og naiv, kan det påvirke dig. Men da jeg slog igennem, havde jeg rutinerede kræfter omkring mig, der satte mig ind i tingenes tilstand. Typer som Ryan Giggs, Gary Neville og Paul Scholes overbeviste mig om, at jeg ikke skulle bekymre mig om det. Man vænner sig til det,” slutter landsholdsspilleren.
Darren Fletcher har karantæne på lørdag mod Burnley grundet det røde kort, han modtog i sidste uge mod Birmingham.