Darren Fletcher headede United i front to gange i søndagens rivalopgør, og dermed åbnede han for sin målkonto for denne sæson. Darren Fletcher, der ikke har scoret to mål i samme kamp siden februar 2008, har fået en masse ros fra flere kanter i sidste sæson og indeværende, men den 26-årige midtbanespiller ved der stadig er plads til forbedring.
”Jeg er glad for, at have scoret disse mål, da jeg har brændt nogle ret nemme chancer tidligere på sæsonen. Det er dejligt at have scoret, så jeg kan komme i gang. Nu skal jeg bare fortsætte, og prøve at score flere,” siger Darren Fletcher, der kun har ros tilovers for sine holdkammerater Ryan Giggs og Michael Owen omkring den afgørende scoring.
”Hele manøvren var genial. Ryan Giggs’ aflevering var utrolig, samme var måden Michael Owen kontrollerede bolden med ydersiden og afslutningen. En naturlig målscorer laver naturlige målscoringsbevægelser, og over de næste måneder vil Michael være en vigtig spiller for os,” lyder de rosende vendinger fra skotten, der føler at denne uge har været vigtig for Manchester United. Tabet af Cristiano Ronaldo og Carlos Tevez har fået eksperter til at afskrive United, men det skal bare modbevises ifølge Fletcher.
”Alle har afskrevet os, men al den negative omtale skal bare bruges rigtigt og afvises. Det har været en hård uge fodboldmæssigt, og man kan ikke ønske sig mere end de resultater vi har fået. Vi ved hvor meget kvalitet der er i vores omklædningsrum. Man kigger sig omkring, og er glad for, at disse spillere er på dit hold,” fortsætter Darren Fletcher, og henviser til, at indstillingen som United fandt frem i anden halvleg af lokalderbyet er vejen frem. Gareth Barrys udligning tog gejsten ud af Uniteds spil, og det må ikke ske mener ”the Football Genius”.
”Efter udligningen virkede vi ret modløse, hvilket ikke må ske i nogen kampe. Vi vendte skuden ved halvleg, og kom ud som fyr og flamme. Det bør være standard for alle kampe vi spiller. Vi har ikke råd til, at gå så meget ned i kadence hvis vi vil vinde kampe,” afsluttede Darren Fletcher interviewet.