Det var ikke den start på sæsonen, som United-fans havde håbet på. 1-1 mod Newcastle hjemme på Old Trafford var ikke et mesterhold værdigt, og da slet ikke taget i betragtning af sidste sæsons nedsabling af “The Magpies” både ude og hjemme.
Og mens Chelsea, Liverpool og Arsenal alle vandt deres respektive kampe, løb de forsvarende engelske mestre ind i endnu større problemer, da både Michael Carrick og Ryan Giggs måtte udgå med skader.
Men der er ingen grund til panik, mener den skotske vice-anfører, Darren Fletcher, der stod for Uniteds eneste scoring i gårsdagens kamp:
”Det var en hård start. Men vi ser frem til de store udfordringer og håber, at vi kan sætte os op til dem, som vi plejer at gøre.”
“De Røde Djævle” havde blot to point efter de tre første runder af sidste års Premier League, men endte som bekendt med at vinde “The Double”. Den næste store udfordring for United bliver mod Zenit St. Petersborg i Super Cuppen den 29. august på Stade Louis ll i Monaco.