Den 26-årige skotte, der er et produkt af Manchester Uniteds talentakademi, slog for alvor sit navn fast i England sidste år med flere flotte præstationer for vicemestrene. Darren Fletcher blev da også belønnet for sin imponerende sæson med en plads på årets hold i Premier League.
Den skotske landsholdsanfører har op til flere gange udtrykt begejstring for at være en del af Manchester United, hvilket efterhånden har sikret ham kultstatus blandt klubbens tilhængere.
Og Fletchers popularitet bliver næppe mindre efter hans seneste interview, hvor han udtrykker ønske om at fortsætte i United resten af sin karriere.
”Hvis man forlader klubben, betragter man det som et skridt ned ad stigen. Er man derimod heldig nok til at få lov at blive, har man spillet på højeste niveau gennem hele sin karriere. Og det bliver ikke meget større end Manchester United,” udtaler Fletcher ifølge PremierLeague.com, før han fortsætter.
”Spillere, der har forladt klubben siger altid, at man skal tænke sig om en ekstra gang, for Manchester United er et helt unikt sted at være. Alt ved klubben får dig til at ønske at blive der. Ingen tænker på at forlade stedet, når de er her,” slutter midtbanespilleren.
Darren Fletcher står på trods af sin unge alder allerede noteret for 255 kampe for Manchester United.