I slutningen af maj annoncerede Sir Alex, at United havde købt Atletico Madrids keeperkomet David De Gea.
Siden har hovedpersonen selv gjort alt for at dysse spekulationerne ned, men nu afslører De Geas holdkammerat Diego Forlan, at De Gea skal til Manchester.
“David vil virkelig gerne til United, det hersker der ingen tvivl om. Han tager udfordringen op og håber at blive mange erfaringer rigere. United er en af verdens største klubber, og det er langt fra alle, som får chancen for at spille dér,” siger Forlan til BBC.
Forlan har igennem det seneste stykke tid været klar med råd, som kan ruste De Gea til at klare udfordringerne på Old Trafford.
“Man kan aldrig vide om en spiller falder til, før han står i det. Jeg var også ung, da jeg skiftede til United, men alligevel kan man ikke sammenligne os. Jeg kunne sproget, da jeg kom, De Gea kan kun spansk. Han kommer fra en lille by nær Madrid og har været i Atletico hele sit liv. Men han tager familien med til Manchester, hvilket nok skal blive en stor hjælp for ham,” vurderer Forlan.
David De Geas transfer ventes at blive bekræftet i juli.