Sejren var dog ikke videre fortjent. Birmingham sad på størstedelen af spillet og havde de fleste chancer.
Allerede i kampens andet minut havde værterne taget initiativet. En fejlaflevering fra Paul Scholes gav en chance til Cameron Jerome. Angriberen sendte et udmærket skud af sted, men van der Sar vippede bolden til hjørne. Her viste Birmingham sig også stærkest, men van der Sar fik reddet hovedstødet.
Uniteds første chance tilfaldt Wayne Rooney. Den iltre englænder forsøgte sig med et lob over Maik Taylor, men keeperen stoppede bolden.
Cameron Jerome viste gode takter i kampen og var i det tiende minut ligeledes tæt på at score. På flotteste vis nedtog han en aflevering fra højre, men tog så et for langt træk og skød forbi.
Patrice Evra havde svært ved at holde styr på det svenske talent Sebastian Larsson. Efter at have snydt Evra lagde Larsson bolden ind i feltet, hvor Gary McSheffrey fik sat hoved på. Bolden gik forbi van der Sar, men Rio Ferdinand reddede på stregen.
Wes Brown havde i første halvleg gode offensive momenter. Det resulterede bl.a. i en chance til Cristiano Ronaldo, som dog ikke kunne overvinde Taylor.
I løbet af første halvleg pådrog van der Sar sig en skade ved en redning. Skaden var skyld i et skidt udspark fra hollænderen, som Olivier Kapo samlede op. Heldigvis manglede det efterfølgende skud kvalitet, og Nemanja Vidic fik stoppet bolden.
Tomasz Kuszczak overtog pladsen mellem stængerne fra anden halvlegs start.
Efter pausen skulle der blot gå fem minutter, før United havde sendt bolden i netmaskerne. Franck Queudrue missede en lang aflevering, og Ronaldo reagerede hurtigt. Portugiseren tog et par træk og sendte kuglen forbi Taylor.
Et par minutter efter var Kuszczak tæt på at koste et mål på Gary McSheffreys skud. Den polske keeper kunne ikke holde bolden i første omgang, men fik så kontrol over situationen.
McSheffrey var hjemmeholdets stærkeste kort, og blot to minutter senere skulle han igen teste Kuszczak. efter at have afdriblet Wes Brown forsøgte han sig med et skud, der blev rettet af. Kuszczak viste gode reflekser og fik bokset bolden til hjørne.
Ikke længe efter var McSheffrey igen på færde, da han tog frispark fra højre side. Forsøget gik dog en anelse forbi fjerneste stolpe.
Herefter skete der ikke meget, indtil Ronaldo og Tevez fandt lidt inspiration. Ronaldo stod for oplægget til Tevez, som skød langt over. Et par minutter senere var Ronaldo igen indvolveret i en chance. Denne gang var han i afslutterens rolle, mens Evra og Rooney stod for oplægget. Ronaldo modtog bolden i en rimelig fri position i feltet, men hans skud gik en smule forbi den ene opstander.
Garry O”Connor stod for kampens sidste forsøg, men Kuszczak lod sig ikke snyde. Dermed ender kampen, Birmingham City 0-1 Manchester United.
Arsenal og Liverpool vandt ligeledes med de spinkle cifre 1-0, mens Chelsea hjemme skuffede mod Fulham med et 0-0-resultat.
Spillerkarakterer, 13-skalaen
8 Edwin van der Sar Reddede United i de første to minutter. Havde et skidt udspark.
8 Wes Brown Opfindsom fremad banen. Haltede lidt i defensiven.
9 Rio Ferdinand God dag på jobbet. Clearede på stregen, da van der Sar blev overvundet.
8 Nemanja Vidic Ikke så synlig som sin makker, men lavede ingen fejl.
7 Patrice Evra Kunne ikke kontrollere Larsson.
9 Cristiano Ronaldo Udfordrende og chanceskabende.
7 Michael Carrick Anonym kamp for Carrick.
8 Paul Scholes Var godt med offensivt i første halvleg. Ikke så toneangivende i anden.
6 Ryan Giggs Ringe kamp. Alt mislykkedes for waliseren.
10 Carlos Tevez Vandt stort set alle dueller. Deltog godt i opspillet. Man of the Match.
8 Wayne Rooney Havde det svært oppe foran og deltog ikke meget.
8 Tomasz Kuszczak Svingende præstation, men havde en kanon redning.
8 Louis Saha Fik ikke meget at arbejde med.
John O”Shea uden for bedømmelse.