Fraizer Campbell har lagt stærkt fra land i Hull City. Tre scoringer i seks kampe er det blevet til indtil videre på KC Stadium, hvor den blot 20-årige angriber allerede nyder stor respekt og anerkendelse.
“Jeg har været mere end imponeret af Fraizers indstilling til den fysiske side af spillet,” udtaler Brown og fortsætter:
“Han er en dynamisk spiller med masser af fart. Han er en målscorer, og han er teknisk begavet. Men ingen synes at huske det faktum, at The Championship er en fysisk liga, og det skal man kunne stå for, hvad enten man er 20 år gammel eller 38 år gammel (Dean Windass). Fraizer har bestået alle de test, han har stået overfor indtil videre,” slutter Brown.
Campbell skal tilbringe de næste to måneder i Hull, inden han efter planen returnerer til Manchester d. 18. januar.