Vanen tro bringer vi hverdagenes rygter, og hermed kommer sidste rygteoverblik for denne uge.
Heaton millimeter fra ny aftale
Først og fremmest melder Fabrizio Romano på X, at Tom Heaton ikke overraskende har forhandlet en ny aftale på plads med Manchester United.
Klubben kunne tidligere på måneden melde ud, at Jonny Evans, Christian Eriksen og Victor Lindelöf forlader klubben efter deres kontraktudløb 30. juni, og der har Heaton også udløb, men i selvsamme pressemeddelelse kunne klubben fortælle, at man var i dialog om en ny aftale.
Skal man tro den italienske transferjournalist – og det er der god grund til at gøre – er der nu faldet en aftale på plads mellem parterne. Han kommer til at skrive under på en etårig aftale.
AS Monaco interesseret i Onana
Sky Sports og L’Equipe kan begge melde, at AS Monaco har tilføjet United-keeper André Onana til deres ønskeliste.
Camerouneren har ikke været den succes i United, som man kunne håbe, og derfor er United angiveligt åbne for at lade ham gå.
Monaco kan imidlertid godt se værdi i United-keeperen, og klubben fra fyrstedømmet ser ham som en opgradering på keeperduoen Philipp Köhn og Radoslaw Madecki.
Meldingerne er rimelig konsekvente fra forskellige kilder, men det skal noteres, at der ikke er meldt om dialog mellem klubberne. Endnu.
Dropper ghanesisk angriber
Der har været meldinger om, at Manchester United har vist interesse i Bournemouths ghanesiske offensivspiller Antoine Semenyo.
Det ser dog ikke ud til at kunne lade sig gøre.
Det er, fordi Tottenham har forhørt sig om ghaneseren, melder David Ornstein fredag aften, mens selvsamme journalist fortæller, at den høje pris på 65 millioner pund har afskrækket Manchester United, der fortsat har Bryan Mbeumo i kikkerten.
Der er dog ingen meldinger om fremskredne forhandlinger i dén aftale.