Gang i netmaskerne i Leicester

Der var i den grad gang i netmaskerne i eftermiddagens kamp mellem Leicester og United, hvor der blev scoret hele otte mål.

King Power Stadium lagde i dag rammen om et regulært målorgie. Hele otte kasser blev der scoret, og for neutrale fodboldfans må man sige de fik sig en fantastisk kamp, ligesom Leicesters fans uden tvivl vil se tilbage på en fremragende kamp.

Masser af tempo og intensitet var der fra første fløjt, og ingen af holdene fik for alvor styr på spillet. United tog ledelsen efter et kvarters tid, hvor de mange fantastiske offensive kræfter foldede sig ud.

Først scorede Robin van Persie efter en eminent assist fra Radamel Falcao, der startede inde i stedet for Juan Mata. Kort efter var det så Angel Di Maria som endnu engang kom på scoringstavlen, efter assist fra Wayne Rooney.

Dermed lignede det endnu en storsejr til van Gaals tropper, men umiddelbart efter slog Leicester tilbage. Jose Leonardo Ulloa kæmpede heroisk kampen igennem, og var manden bag reduceringen, ligesom han i anden halvleg konstant var en trussel for Uniteds forsvar og gjorde livet surt for Smalling og co.

I anden halvleg fik Ander Herrera elegant sendt bolden ind bag Kasper Schmeichel, da han med hælen dirrigerede et skud fra Di Maria ind bag den danske landsholdskeeper.

Så troede man atter at kampen var sikker, og United var på vej mod de tre point. Men nej. Den sidste halve times tid faldt United fuldstændig sammen, og indkasserede det ene mål efter det andet.

Al kredit til Leicester, der kampen igennem gav den maksimalt gas i samtlige dueller og aldrig mistede troen. De fik et ekstra skud tro på tingene, da Rafael da Silva begik et tvivlsomt straffespark, og King Power Stadium gik amok da Cambiasso kort efter udlignede.

United formåede ikke at komme ind i opgøret igen. De offensive kræfter blev aldrig sat i scene, forsvaret var rystet og David de Gea i målet var chanceløs på de mange scoringer fra hjemmeholdet.

Hele 5-3 endte det, og oven i hatten kan van Gaal rejse hjem med en skade til Jonny Evans og et rødt kort til Tyler Blackett. Dermed er forsvaret endnu engang hårdt ramt, og der skal findes nye alternative løsninger næste uge mod West Ham på Old Trafford.

Evans udgik i første halvleg med det der lignede problemer med den ene ankel, mens Blackett, som ellers havde spillet en god kamp i forsvaret, blev smidt ud kort før tid, da han begik kampens andet straffespark.

Efter de 90 minutters spil sidder man tilbage med en enorm skuffelse, og overraskelse over at United kan falde så markant sammen. Der venter hårdt arbejde i den kommende uge, for at få banket ny selvtillid ind i truppen.

Forrige artikel

Start 11'er mod Leicester: Falcao på toppen

Næste artikel

Leicester-helt: Helt igennem fantastisk

ANNONCE