Veteranen Ryan Giggs spillede endnu engang en fantastisk kamp i dag, og var med sit glimrende spil og overblik på midtbanen en vigtig brik i sejren over Chelsea.
Selv er Giggs glad for sejren, der betyder United nu for alvor skal klokke i det, hvis mesterskabet ikke ender på Old Trafford.
”Dette er et stort skridt mod guldet. Matematisk er der stadig muligheden for Chelsea, men det er næsten afgjort. Men vi må lige gøre arbejdet færdigt næste uge”, siger den walisiske troldmand til Sky efter kampen.
Et mesterskab vil ikke blot betyde endnu en pokal i skabet for United. Det vil være rekord med 19 ligaguld. Noget Ryan Giggs i den grad har en stor andel i, med sine snart 12 mesterskaber for United.
”Det vil være en stor bedrift. Man ville aldrig have troet på det for 15-20 år siden. Det er en stor bedrift af holdet, klubben og ikke mindst manageren, at overhale de største rivaler fra 1970’erne og 1980’erne”, siger Giggs.
United har næste lørdag Blackburn på Ewood Park. Et point her, og United er mestre. Og så endda på den dag City og Stoke mødes i FA Cup finalen.