Referat Manchester United- Bolton Wanderers
Efter planen var både Heinze og Ronaldo begge med i startopstillingen, men en virus har fået tag i United lejren og sendt G. Neville helt ud af truppen, Scholes fik plads på bænken af samme grund.
Men Scholes var ikke savnet i starten af kampen, spillet flød fint, Bolton virkede tilforladelige og de bakkede da også naturligt langt tilbage på banen.
Det var guf for både Ronaldo og Giggs, som havde flere gode fremstød på fløjene, det gav flere halve chancer, men ingen udnyttet. Efter 10 minutter fik Heinze bolden på venstrefløjen, dybt nede på Bolton’s bane, han sender et godt indlæg ind, som Ronaldo snedigt snitter videre til Giggs, der akrobatisk får sendt bolden i mål via en koldblodig inderside. Flot udført af waliseren.
Giggs, spået færdig af mange, var igen helt ustyrlig, han tørrede konstant sin direkte modstander og strøede om sig med gode afleveringer (Gill få nu skrevet den kontrakt, bare giv ham 3 år?). Giggs arbejde gav meget plads til resten af holdet. Ronaldo kom tæt på da Jaaskelainen ikke kunne holde hans tørre venstre hug.
Kort efter havde United en parade af forsøg på mål, men Jaaskelainen stod godt, især da han fik det yderste af hånden på Keane’s langskud. Ronaldo fik i samme periode flere gange sat sin modstander af, men hans indlæg stod ikke helt mål med hans driblinger, desværre. Ronaldo faldt siden helt ud af kampen, banen var vist ikke lige hans kop te.
Lige så begivenhedsrig første halvleg var, lige så tam blev anden. Der var praktisk talt ingen åbne chancer, Bolton fik lidt mere del i spillet, dog uden at være farlige. United forsøgt men ikke med samme gejst, som i første halvleg.
Bolton fik langsomt ædt sig mere og mere ind i kampen, og pludselig sad man – igen – med Fulham kampen på nethinden. Med 10 minutter igen kan alt ske når man kun fører med 1-0 – dette måtte Ferguson også sande, han skiftede Ronaldo ud med Scholes og Miller med Rooney. Begge indskiftninger fik straks effekt. Først stikker Miller Giggs en genial indenom aflevering, men Giggs brænder desværre friløberen, en skam for han fortjente virkelig et mål.
Men hvad gør det når man har en tændt Scholes? Den rødhårede og iltre United spiller scorede i kampens døende minutter med et af hans klassiske langskud, helt uden for keeperens rækkevidde.
Det ser lovende ud for resten af det hektiske juleprogram. United virkede ovenpå og skal nok få samlet masser af point ind i løbet af de næste 10 dage.