36-årige Ryan Giggs har netop skrevet under på en etårig kontraktforlængelse, der binder waliseren til Manchester United til og med næste sæson.
Giggs blev i sidste sæson kåret til “Årets spiller” af sine kollegaer, og den pensionerede walisiske landsholdsspiler har fastholdt sin storform i denne sæson, hvilket nu bliver belønnet med en ny kontrakt.
Uniteds viceanfører glæder sig over udsigten til at fortsætte på Old Trafford indtil sommeren 2011.
“Jeg er meget glad for at have forlænget med et år mere. Jeg nyder min fodbold mere end nogensinde før, og jeg glæder mig til forhåbentlig at vinde flere trofæer med Manchester United,” siger Giggs til Manutd.com.
Ryan Giggs, der til dato har spillet 821 kampe og scoret 151 mål for “De røde djævle,” besidder rekorden for flest spillede kampe for Manchester United. En rekord, der tidligere tilhørte Sir Bobby Charlton.