Giggs: Lettet over at være videre

Slutfløjtet kom som en stor lettelse for Ryan Giggs, da Manchester United, efter to dramatiske kampe, onsdag ekspederede West Ham ud af FA Cuppen.

Der skulle et sent Robin van Persie-mål til i første kamp og et tidligt Wayne Rooney-mål til i anden kamp, før Manchester United kunne erklære sig som samlede vindere af de to opgør imod West Ham i FA Cuppens tredje runde. To hårde kampe, alligevel glæder veteran Ryan Giggs sig over, at missionen lykkedes.

– I FA Cuppen kan alt ske. Vi er lettede over at være videre til næste runde, siger Ryan Giggs ifølge manutd.com til MUTV.

– Vi kom godt fra land, men vi formåede ikke rigtigt at holde ved. Vi var en smule sjuskede på den sidste tredjedel af banen. West Ham gjorde det svært for os. Vi skulle have bygget videre på det tidlige mål. Men ros til West Ham – de er et svært hold at spille imod, siger Ryan Giggs.

Ikke uden bekymring
Der kom ikke flere mål fra nogen af holdene, men alligevel var spændingen konstant i løbet af de 90 minutter.

– Man er altid bekymret, når det kun er 1-0, lige meget hvem du spiller imod. Men specielt imod West Ham. De kan skabe problemer fra standardsituationer, og så snart de sender bolden ind i boksen. Vi var nødt til at få det andet mål, men heldigvis hang vi godt i, siger Giggs.

Wayne Rooney var ellers oplagt som dobbelt målscorer, da han fik muligheden fra 11-meterpletten efter 79 minutters spil. Her skulle kampen have været afgjort, men Rooney missede den oplagte chance. Noget, Ryan Giggs dog ikke tager sig af.

– Wayne har, under pres, scoret på så mange vigtige straffespark for os. Det er ikke så skidt, når det ikke ændrer på det endelige resultat, men Wayne er nok skuffet, fordi han gerne vil score mål, siger Ryan Giggs.

Forrige artikel

SAF: Giggs fortsætter endnu et år

Næste artikel

Fletcher ude resten af sæsonen

ANNONCE