Proklamationen kommer dagen efter ”The Red Knights” første officielle møde i London, hvor blandt andre Keith Harris og Goldman Sachs cheføkonom, Jim O’Neill, var tilstede. I en kort pressemeddelelse slår Glazer-familien således fast, at de ikke har i sinde at sælge Manchester United.
Dette får dog ikke umiddelbart Keith Harris til at opgive håbet om en overtagelse af den gældsplagede storklub.
”Hvad vi ikke ved er, om Glazers kan blive talt til fornuft. Hvad vi derimod ved er, at en stor del af de folk, der ikke bare har hjertet på rette sted, men også den økonomiske del i orden, er parate til at gøre noget ved situationen,” lyder det optimistisk fra Harris i et interview med BBC, før han fortsætter.
”Tidspunktet føles rigtigt (til en overtagelse, red.),” slutter Manchester Uniteds måske kommende redningsmand.
Ifølge de seneste regnskaber fra konsortiet bag Manchester United og Tamba Bay Buccaneers, Red Football Joint Venture, er underskuddet hos de engelske mestre steget til 716,5 millioner pund. Alene i 2009 måtte United betale 68,5 millioner pund tilbage i renter.