Håneretten blev rød

Det lignede på forhånd en relativt nem kamp for United mod lokalrivalerne fra Manchester City. De Røde Djævle er inde i en forrygende stime, mens de…

Det lignede på forhånd en relativt nem kamp for United mod lokalrivalerne fra Manchester City. De Røde Djævle er inde i en forrygende stime, mens de lyseblå Citizens mildest talt er elendige på udebane. City skulle inden kampen være godt tilfredse med et enkelt point. Det betød dog ikke, at de gik efter en kedelig 0-0. City kom til Old Trafford for at spille aggressivt.

Joey Barton var måske den spiller fra udeholdet, der var mest tændt. Der var ikke gået 30 sekunder, før han gik ned i en rigtig hård tackling på Cristiano Ronaldo. Hele City-holdet var meget opsatte til kampen. Det var dog stadig United, der lagde bedst fra land. Michael Carrick har endnu ikke prøvet at score i den røde trøje, han kom tæt på i kampens indledning efter et hjørnespark fra Ryan Giggs. Desværre ramte Carrick bolden helt skævt på en ellers god chance. Ikke længe efter fik United for første gang nedbrudt Citys defensiv. Wayne Rooney er kommet rigtig godt i gang efter sin måltørke i begyndelsen af sæsonen. Han scorede målet til 1-0, og det gjorde ham til Uniteds topscorer i Premier League. Målet faldt efter et indlæg af Ronaldo i højre side. Normalt ville det flade indlæg ikke have forvoldt de store problemer, men da begge Manchester Citys midterforsvarsspillere missede bolden, kunne Rooney nemt sætte bolden ind bag en chanceløs Nicky Weaver.

Kun to minutter senere fik Rooney muligheden for at blive dobbelt målscorer, da Louis Saha skabte en friløber til den iltre englænder. Rooney blev dog hurtigt løbet op, og han mistede bolden efter en skidt berøring. Kort efter kom City tæt på i den anden ende ved Joey Bartons forsøg udefra. Skuddet gik dog over mål.

Manchester Citys talentfulde højreback, Micah Richards, viste, at han godt kan være farlig frem ad banen. Ved hjælp af sin kropsstyrke kæmpede han sig ind i feltet forbi Gabriel Heinze og Rio Ferdinand. Han skabte en stor chance til sig selv, men hans hovedstødsforsøg gik forbi mål. I stedet for enkeltmandspræstationer var United rigtig gode til at spille sammen. Både Scholes, Ronaldo og Neville var med i oplægget til Rooneys chance, der dog ikke snød keeperen, som kunne give hjørne. Ronaldo fik hoved på det efterfølgende hjørnespark, men bolden snittede en City-spiller, og det resulterede i endnu et hjørnespark til United. Her kom United væsentlig tættere på en scoring, da bolden røg ud til Rooney, der bankede til den. Weaver i City-målet var dog på sin plads, men et godt forsøg af Rooney.

Spillet bølgede lidt frem og tilbage, og ikke længe efter Rooneys forsøg, havde Georgios Samaras ligeledes et godt forsøg. Også denne gang var keeperen på sin plads, og van der Sar havde ikke de store problemer. Han skulle snart komme på endnu en prøve, da Barton igen forsøgte sig. Den hollandske keeper kunne dog uden det store besvær redde skuddet.

Godt 10 minutter før halvleg fandt Ronaldo plads til sig selv med en smart vending i City-feltet. Han fyrede et udmærket skud af sted, men endnu engang var Weaver i vejen. Også City skulle få endnu en stor mulighed i første halvleg. Efter et hjørnespark opstod der noget løst spil, og pludselig var både van der Sar og diverse forsvarsspillere ude af position. City havde dog ikke den nødvendige skarphed foran mål, og det blev til et målspark. I stedet kom United på 2-0 kort før pausen. Manchester Citys højreback var for sløset med sin boldomgang, da han ikke kunne få bolden frem ad banen. Han forsøgte at lægge bolden tilbage, men Gabriel Heinze opsnappede den og smed den ind til Saha, der rimelig let kunne prikke den over stregen. Saha var dermed hurtig til at genindhente Rooney på topscorerlisten. De har nu begge scoret otte mål i denne sæsons Premier League. To forsvarskiks af Manchester City resulterede altså i to mål til United, og det så meget sort ud for City i pausen.

Til anden halvleg blev den unge Stephen Ireland skiftet ind hos City. Den kun 18-årige midtbanespiller skulle hurtigt vise sig at blive en trussel mod United, da han efter fire minutter forsøgte sig med et skud, som forvoldte van der Sar problemer. City foretog en udskiftning mere i halvlegen, da den svenske landsholdskeeper, Andreas Isaksson, fik chancen. Det var Isakssons første kamp som Manchester City-spiller, og han skulle vise sig at få en god debut. Hans første gode redning faldt efter 53 minutters spil. Scholes lagde en glimrende pasning til Rooney, der fik sendt et godt skud af sted, men som sagt fik Isaksson reddet bolden. Han kunne dog ikke holde den, og selvom Saha kom først på returen, var han ikke skarp nok til at sætte bolden i kassen.

Ryan Giggs nåede med denne kamp op på en delt andenplads over antal kampe for Uniteds førstehold. 688 kampe har Giggs nu spillet. Det samme antal som Bill Foulkes. Ryan Giggs spillede generelt en god kamp mod City, og han kom også tæt på at score. Efter en aflevering fra Rooney var Giggs meget fri i venstre side, men hans hårde forsøg blev vippet over mål af Isaksson. Man kunne godt have ondet Giggs et mål på sin store dag.

Efter lidt over en times spil kom Rooney tæt på tre gange efter nogle gode forsøg. Alle tre blev på fornem vis afværget af Isaksson. Specielt den sidste af de tre redninger var flot. Efter et godt indlæg fra Giggs virkede det simpelt for Rooney at sætte bolden i kassen, men på mirakuløs vis formåede Isaksson at holde bolden ude. Den svenske keeper må siges at have grebet sin chance, og Nicky Waever må sidde og få nervøse trækninger ude på bænken. Isaksson hold City inde i kampen ved at holde sit bur rent, og i den anden ende af banen kom der også snart gevinst. Hatem Trabelsi modtog bolden på kanten af Uniteds felt, tog et træk til venstre forbi Ferdinand, og satte bolden i mål via overlæggeren. Ingen chance for van der Sar, og et flot mål af tuneseren.

City pressede på for at få det udlignende mål, men de skabte ikke nogle store muligheder. United kunne i stedet definitivt lukke kampen. Endnu en gang skulle United bruge en forsvarsfejl for at score. Rooney lagde et halvskidt indlæg mod Ronaldo, men da Richard Dunne ikke fik bolden væk fra egen zone, kunne Ronaldo nemt score målet til 3-1.

Så var der ikke meget dramatik tilbage i den kamp, bortset fra Bernardo Corradi, der forsøgte at filme sig til et straffespark, fik sin anden advarsel og røg ud. Derefter var det en formsag for United at køre sejren hjem.

Kampen ender: Manchester United 3-1 Manchester City.

Det gør, at der er ni point ned til Chelsea på andenpladsen inden deres hjemmekamp mod Arsenal.

Holdopstillinger
van der Sar
Neville – Ferdinand – Vidic – Heinze
Ronaldo – Carrick – Scholes – Giggs
Rooney – Saha

Samaras – Corradi
Vassell – Barton – Reyna – Trabelsi
Thatcher – Distin – Dunne – Richards
Waever

Mål
6’ Wayne Rooney 1-0
45’ Louis Saha 2-0
72’ Hatem Trabelsi 2-1
84’ Cristiano Ronaldo 3-1

Advarsler
14’ Ben Thatcher
22’ Claudio Reyna
55’ Wayne Rooney
61’ Bernardo Corradi
91’ Bernardo Corradi (udvisning)

Udskiftninger
46’ Ud: Nicky Weaver – Ind: Andreas Isaksson
46’ Ud: Claudio Reyna – Ind: Stephen Ireland
67’ Ud: Louis Saha – Ind: John O’Shea
76’ Ud: Micah Richards – Ind: DaMarcus Beasley

Forrige artikel

Beckham vender tilbage til Old Trafford

Næste artikel

Huntelaar: Jeg elsker United

ANNONCE