De fleste husker vel, hvordan Manchester United formøblede et ellers komfortabelt forspring til Manchester City i sidste sæson. De vigtigste ti minutter fandt sted i kampen mod Everton i fjerdesidste runde, hvor United var foran 4-2 kort før tid.
Alligevel fik Everton udlignet, og runden efter tabte United så til de lyseblå naboer. Netop skuffelsen mod Everton er den kamp, der skubbede tingene i forkert retning for United og sendte momentum over til City. Det mener Sir Alex Ferguson i hvert fald.
– Hvis jeg skulle udpege én kamp, hvor vi mistede titlen, så ville det være den, siger han til fanzinet United Review med henvisning til Everton-kampen.Hårtørreren
Truer med hårtørreren
I år er De Røde Djævle igen i førersædet i Premier League, men holdet kommer ikke til at smide mesterskabet væk på samme måde som sidste år. Det garanterer bossen.
– Det, jeg kan sige, er, at det ikke kommer til at ske igen. Og hvis det gør, så lad mig sige det sådan: så vil de mærke hårtørreren for fuld styrke.
United møder selvsamme Everton i dag kl. 17, og hvis holdet vinder den kamp, kan de bringe sig 12 point foran City.