Gabriel Heinze blev købt af Manchester United i sommers fra den franske hovedstadsklub, PSG. Siden da, har Heinze stort set været fast mand i Manchester Uniteds forsvar.
Dog har der været en rækkke afbrydelser i Heinzes Manchester United-karriere, for venstrebacken har været medvirkende i sit hjemlands hårde kampprogram, som blandt andet har budt på Copa America, hvor holdet nåede til finalen, og ikke mindst de olympiske lege i Grækenland, Athen.
Til de olympiske lege blev 26-årige Gabriel Heinze udtaget som en af de tre udvalgte spillere i landsholdstruppen, der var tilladt at være over 23 år gammel.
I dag finder man Gabriel Heinze i byen Crespo i Argentina, hvor Heinze er opvokset. Her holder Heinze sin ferie, som Sir Alex Ferguson tillod ham at tage på, og Heinze er glad for ferien:
“Sandheden er, at jeg ikke forventede at blive tilbudt en ferie, og derfor er jeg meget taknemmelig over for trænerne og især Sir Alex Ferguson i Manchester United for at få lov til at holde ferie.”
“Jeg er så glad og taknemmelig, at jeg gerne vil sige tak for ferien. Ferugson har været fantastisk over for mig, siden jeg ankom til klubben (Manchester United, red.), og det er en fornøjelse at blive trænet af ham.”
“Jeg har følt mig tilpas siden den første dag. Jeg har fået alt, hvad jeg har behøvet for at udføre mit job og er blevet behandlet på fineste manér,” udtalte Garbriel Heinze sig til engelske The Sun.
Gabriel Heinze bruger sin ferie hjemme i Crespo til at holde jul med sin familie og venner, og han har også brugt noget af sin ferie på grillparties i varme Argentina.
Heinze selv forventer at være tilbage i Manchester Uniteds trup d. 26. december, hvor klubben skal møde Bolton Wanderers i Premier League på Old Trafford.