Hodgson hylder Becks

Englands landstræner lykønsker David Beckham med sin flotte karriere og håber, at den tidligere Manchester United-spiller bliver i fodboldens verden.

Efter mere end 20 år som professionel fodboldspiller takkede David Beckham i dag af. Og den 38-årige englænder bør hyldes for sin flotte karriere. 

Det mener Roy Hodgson, der er engelsk landstræner. 

– Jeg lykønsker ham for en strålende karriere og ønsker ham alt det bedste fremover, hvad end han så må gøre. Personligt håber jeg, at det bliver inden for fodboldens verden, siger Hodgson til FA’s hjemmeside. 

Den tidligere Liverpool-manager tror ikke, der vil gå lang tid, før Beckham vælter sig i jobtilbud. 

– David er en mand med mange talenter, og flere personer vil tilbyde ham forskellige job og roller, også nogen der vil få ham ud af fodboldens verden. Men jeg håber virkelig, at vi formår at holde ham inden for fodbold, fortsætter Hodgson, der mere eller mindre tilbyder ham en stilling omkring det engelske landshold. 

– Vi kan nyde godt af hans erfaring, vi kan nyde godt af hans karisma og hans storslåede fortid som fodboldspiller, forklarer Hodgson. 

Foruden at optræde for klubber som Manchester United, Real Madrid, AC Milan og PSG nåede David Beckham også at være anfører for det engelske landshold i en årrække. 

Forrige artikel

David Beckham indstiller karrieren

Næste artikel

McClaren: Becks var en vinder

ANNONCE