Oliver Norwood udviklede sig i sidste sæson hos Scunthorpe og Coventry, og de to lejeophold gav den elegante midtbanespiller smag for førsteholdsfodbold.
Norwoods appetit på førsteholdsfodbold blev så stor, at han i foråret takkede nej til et kontraktudspil fra United for i stedet at gå på klubjagt. En jagt som nu er mundet ud i en tre-årig kontrakt med Championship-oprykkerne Huddersfield.
– Jeg kom til United som syv-årig og elsker klubben. Jeg har altid drømt om at repræsentere United, men på et tidspunkt indser du realiteterne. Jeg vil ikke være evig lejesvend. Jeg vil slå mit eget navn fast, og det kan jeg kun gøre gennem spilletid, siger Norwood, hvis kontrakt med United udløber i morgen, ifølge manutd.com.
Norwood opnåede aldrig en førsteholdskamp for United.