I dag for to år siden: da trøjen røg af

Manchester United vandt FA Cup’en i 2024 med en finalesejr over Manchester City. Men man havde slet ikke været i finalen, hvis det ikke var for en mindeværdig sejr i kvartfinalen den 17. marts 2024.

Foto: Stu Forster/Getty Images

På denne dato spillede United én af de mere mindeværdige kampe i nyere tid: FA Cup-kvartfinalen mod Liverpool på Old Trafford. Først kom man foran 1-0 ved Scott McTominay, der var hurtigst over en ripost fra Alejandro Garnacho.

Siden kom man bagud før pausen efter mål af Alexis Mac Allister og Mohamed Salah. Udskældte Darwin Núñez var involveret i begge mål. Først med en assist, og siden med en ripost fra Andre Onana.

Senere i kampen kom en anden udskældt spiller i fokus. Efter 87 minutter angreb United nemlig fra venstre, og chancen var ved at løbe ud i sandet. Men med ryggen mod mål fik Antony vendt på en tallerken og sendte bolden i mål med højre ben.

Nu var der forlænget spilletid, og United pressede på. For anden gang i kampen kom gæsterne dog i front, da et fladt langskud af Harvey Elliott snød Andre Onana i Uniteds mål. Og igen kom målet lige før pausefløjt.

Værterne svarede dog igen efter 112 minutter, da Amad Diallo vandt bolden højt oppe, hvorefter Scott McTominay fandt Marcus Rashford på kanten af feltet. Herfra svigtede englænderen ikke.

Kampen havde rundet de 120 minutter med løftet om en straffesparkskonkurrence, da Liverpool fik et hjørnespark. Indlægget blev dog afvist af McTominay, hvorefter Amad Diallo vandt bolden fra Harvey Elliott og satte i spurt fremad med bolden ved Alejandro Garnachos fødder.

Det udviklede sig til en to mod en-situation, hvor Garnacho i sidste ende spillede Amad fri. Ivorianeren måtte selv lige tage det sidste træk forbi Conor Bradley og kunne efterfølgende sparke bolden i mål via den fjerne stolpe.

Amad fejrede sit kun andet United-mål ved at tage trøjen af. Desværre havde han kort forinden fået et gult kort og vekslede dermed det andet til et rødt.

Skriv et svar
Forrige artikel

Tidligere United-keeper indstiller karrieren

Næste artikel

Det store JJ Gabriel-portræt

ANNONCE