Wesley Sneijder er blevet sat i forbindelse med Manchester United utallige gange, og er blevet døbt den naturlige arvtager for mægtige Paul Scholes, men alle disse forlydender kan blive skudt i sænk inden for de næste uger.
Hollænderen er nemlig kun formaliteter fra at sætte sine kragetæer på en kontraktforlængelse, der holder ham hos de forsvarende Champions League-mestre fra Inter Milan til 2015.
”Det her er min klub, jeg har det godt, og inden for 15 dage vil vi lukke forhandlingerne og forlængelsen være en realitet,” siger Wesley Sneijder ifølge sport.co.uk.
Wesley Sneijder har ellers selv smidt brænde på bålet for få uger siden ved at proklamere over for medierne, at han godt kunne se sig selv spille i Premier League, men så skulle det kun være iført Manchester Uniteds røde trøje.
Sneijders agent har for nylig oplyst at der har været interesse for hans klient fra engelsk side – også fra Manchester United, så nyheden vil ikke falde i god jord hos Sir Alex Ferguson og co.