Wesley Sneijder forbliver Inter-spiller til trods for de mange rygter om en forestående transfer til Manchester United.
Det slår de italienske vicemestres tekniske direktør nu fast.
”Sneijder er på ingen måde til salg. Jeg skrev under på hans anmodning om at dukke op til sæsonforberedelserne, og vi har ikke i sinde at sælge nogen af vores mestre,” siger Branca ifølge Manchester Evening News.
Han åbner dog samtidig op for dialog, såfremt United er villige til at sprænge banken for at sikre sig den 27-årige hollænder.
”Men hvis et gigantbud skulle dukke op, er vi selvfølgelig villige til at diskutere det. Men det er ikke tilfældet i øjeblikket,” fortsætter Branca.
Den Manchester-baserede avis skriver samtidig, at Inter efter alt at dømme har hævet prisen på den hollandske stjerne, så han nu koster 40 millioner pund.
Alex Fergusons dyreste indkøb til dato er Dimitar Berbatov, der blev hentet for 30,75 millioner pund i Tottenham i 2008.