Wesley Sneijder vil indenfor den nærmeste fremtid blive præsenteret som ny mand hos Manchester United.
Det skriver den engelske tabloidavis The Sun, der hævder at have været i kontakt med en Inter-spiller, der ikke er i tvivl.
”Alle forventer, at Wesleys (Sneijder, red.) skifte til United bliver afsløret snart, måske allerede i dag (onsdag, red.). Det synes at være lige på trapperne, uagtet hvad Inter eller Wesley siger til pressen. Det virker som om, at Inter vil sælge, men at de ikke vil indrømme det,” står den unavngivne Inter-spiller citeret for i The Sun.
Den 27-årige hollænder var i forrige sæson en af nøglespillerne på det Inter-hold, der vandt The Treble.
Inter menes at forlange 35 millioner pund for den tidligere Real Madrid-spiller, mens hovedpersonen selv angiveligt kræver en ugeløn på mellem 200-250.000 pund.