Træningen hos Manchester United har i denne uge ikke båret præg af, at de i morgen tager imod bysbørnene fra Manchester City i sæsonens hidtil største kamp.
Sådan lyder det fra Phil Jones, der dog ser frem til sit første Manchester-derby.
”Jeg spillede i Blackurn/Burnley-derbyet, og det var ret intenst. Man jeg kan forestille mig, at søndagens Manchester-derby bliver endnu vildere,” siger Jones overfor ManUtd.com og uddyber.
”Alle aviserne bidrager til hypen. Det er naturligt – det er et derby. Det er en stor kamp for begge klubber, og det betyder meget for vores fans. Vi håber, at vi kan slå dem og gøre vores fans glade. Men på samme tid forbereder vi os, som var det en hvilken som helst anden kamp.”
19-årige Phil Jones har indtil videre optrådt 12 gange for United siden skiftet fra Blackburn.