Jubilar Valencia: Spiller, hvor manageren befaler

Antonio Valencia, der kan runde sin kamp nummer 200 for Manchester United i morgen, er frisk på at spille alle de positioner, som Louis van Gaal sætter ham til.

Manchester United har været konstant hjemsøgt af skader i denne sæson, og det har tvunget Louis van Gaal til at anvende spillere på uvante pladser. Få har været lige så vidt omkring som Antonio Valencia, der både har spillet sin sædvanlige kant, højre back, wingback og endda centralt på midtbanen. 

Det er dog ikke noget problem for ecuadorianeren, der bare forsøger at gøre det så godt som muligt på de positioner, som Val Gaal sætter ham til at spille.

– Manageren har valgt at bruge mig på flere pladser: nogle gange højre back, nogle gange på kanten, andre gange som central midtbane. Det er beslutninger, han træffer, og jeg forsøger at tage dem ind og omsætte det til praksis, siger Valencia til United Review.

Villigheden til at spille overalt er dog ikke ensbetydende med, at det altid er lige nemt for den 29-årige muskelmand, der kan runde sin kamp nummer 200 for United mod Hull i morgen.

– Man skal virkelig koncentrere sig i alle 90 minutter som højre back. Man har ikke råd til at lave nogle fejl, for hvis man gør, kommer angriberne fri til mål.

Forrige artikel

Avis: Mancini vil have Van Persie

Næste artikel

Hulls rekordindkøb ude på grund af fødsel

ANNONCE