(Michael Regan / Getty Images)
I dagens låge skal vi tilbage til 2017 og genbesøge Gengiz Mads Salvaris første besøg på Old Trafford.
Historien kommer fra stemmen bag det legendariske Lyon-comeback sidste sæson.
Og selvom man kunne tro, at hans ikoniske Disney+ kommentering sammen med tidligere OldTrafford.dk-skribent Niels Thinesen ville være hans største United-øjeblik, så overgår en tur på Drømmenes Teater altså alt.
– Det er svært at vælge mit bedste United-minde. Der er så mange. Men det må næsten være første gang, jeg besøgte Old Trafford. Et stadion jeg har set på tv siden 1997. Og så vinder vi ovenikøbet 2-0 over Chelsea! Det var det vildeste – og nok mit bedste United-minde!
Kampen Gengiz refererer til, blev spillet i april 2017. José Mourinho stod i spidsen for United, som stod over for en vanskelig opgave mod de senere mestre fra Chelsea. Der skulle som minimum et point på kontoen, hvis håbet om top-4 skulle holdes i live.
United tog dog alle tre point – helt sikkert til stor begejstring for Gengiz – og selvom det ikke rakte til en top-4-placering, blev sæsonen alligevel rundet af med et trofæ: Europa League.
Målene i 2-0-sejren blev sat ind af en purung Marcus Rashford på blot 19 år og Ander Herrera.
Et kig på startopstillingen den dag giver i øvrigt gensyn med flere ikoner, på godt og ondt, som Paul Pogba, Marouane Fellaini, Jesse Lingard, David De Gea og mange flere.
Se højdepunkterne fra kampen her:




