Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”. Herunder åbner du femte låge af vores julekalender.
Da jeg var 16 år og besluttede jeg nu skulle jeg over og se United, havde jeg ingen idé om, hvad der ventede mig. Jeg troede bare, jeg skulle se en fodboldkamp. Turen blev meget mere end bare “en tur” . Turen var fuld af tilfældigheder, regnvejr, dumme og hovedløse beslutninger og et møde med Paul Pogba, jeg aldrig nogensinde glemmer.
Kampen var den 16. februar 2017. United vandt 3-0.
Otte dage i Manchester
Jeg har, siden jeg var en lille dreng, der så min fætter i en flot rød trøje til samtlige fødselsdage, drømt om at komme på Old Trafford, og efter timevis af søgen efter billetter, der kostede alt for meget for 16 årige Christian, fandt jeg frem til… en slovensk billethaj. Han boede i Manchester, virkede tvivlsom, og vi tænkede godt, at det her kunne ende galt. Men vi var tre teenagere, så dumdristigheden vandt over fornuften.
Af frygt for at misse noget som helst endte vi med at booke otte dage i Manchester. Til kun en Europa League-kamp. Set i bagklogskabens klareste lys, var det måske lige en dag eller fire for meget.
Når drengedrømmen pludselig bliver virkelig
Vi fandt ret hurtigt ud af at man kunne tage ud til Carrington og se spillerne ankomme til træning. Ingen af troede reelt set på at vi ville få noget ud af det, men vi tog afsted klokken otte om morgenen og stod der i regnen, og krydsede fingre for at der ville være en spiller der ville vinke til os.
Og så begyndte bilerne at komme. Rooney. Zlatan. Flere spillere.
Men det hele tog en uventet drejning, da Paul Pogba rullede vinduet ned.
Han smilede til os. Han tog sig tid til os. Vi snakkede. Han lod os tage billeder. Han var alt det, man håber sine fodboldhelte er i virkeligheden. De få minutter i regnen gjorde hele turen værd, ingen tvivl. Efter en tur i det store shoppingcenter Trafford Centre tog vi tilbage mod Carrington, mest fordi vi ikke anede, hvad vi ellers skulle lave, vi havde trods alt været i manchester i fire dage på det her tidspunkt.
Da spillerne kørte hjem, stoppede Pogba igen op til en lille snak. Han sagde med et stort smil på læben:
“I’ve never seen anyone wait both when I arrive and when I leave.”
Anerkendelse af Paul Pogba, kan man bede om mere ?
Journalister, Mourinho og et pressemøde vi aldrig kom med til
Da vi kom tilbage til Carrington, stod journalisterne samlet foran porten. Mourinho skulle nemlig holde pressemøde inden kampen, en af dem fortalte, at deres kollegaer ikke var dukket op og at en af os kunne komme med ind, hvis vi havde lyst, selfølgelig havde vi lyst.
Men scenariet skabte et større skænderi end Idrissa Gueyes og Michael Keanes, dog uden en voldelig afslutning 😉
Tre drenge, én plads til pressemødet. Vi kunne ikke blive enige. Så ingen af os kom ind.
Det føltes dumt, det var dumt, men ingen af os ville give os, så ingen af os fik en plads.
Og som om det ikke var dumt nok, begyndte jeg at snakke med nogle franske journalister om, hvordan de havde det med min anden hjerteklub Esbjerg, som nogle år tidligere havde sendt deres klub – Saint-Etienne – ud af kvalifikationen til Europa League.
De blev helt stille og ønskede ikke at fortælle om deres oplevelse med med Esbjerg, præcis den reaktion jeg havde håbet på.
Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et stemningsskifte så hurtigt, som da jeg nævnte Esbjerg.
På kampdagen kom vores slovenske billethaj forbi vores hotel. Han gav os tre sæsonkort i en hvid kuvert, forklarede proceduren med at komme ind på stadion, og hele situationen lugtede af noget, der kunne ende i et afsnit Operation X eller Kontant.
Et af sæsonkortene havde et kvindenavn, og selfølgelig, så dumme som vi var, gav vi det til ham, der ikke kunne tale et eneste ord engelsk. Da stewarden spurgte ind til navnet, stod han bare og så ud som om han skulle til eksamen uden at have læst op. Vi fik forklaret, at han bare var nervøs, og de lod os faktisk komme ind.
En Berlingo, jeg aldrig glemmer
Kampen var ikke noget stort fodboldmæssigt øjeblik. United slog Saint-Étienne 3-0, og
Zlatan scorede hattrick, i min optik det grimmeste hattrick, jeg nogensinde har set: Et afrettet tap-in. Et dårligt afrettet frispark. Et straffespark. Et hattrick? Ja. Et smukt et? Nej. Fantastisk oplevelse? Absolut.
Efter kampen skulle vi aflevere sæsonkortene tilbage. Vi vidste ikke, hvordan man kom ud af stadion, så vi rodede rundt i området omrking stadion, som ægte turister.
Vores slovenske billethaj skrev:
“Mød mig ved KFC.”
Selvfølgelig skulle vi mødes på en fastfoodkæde.
Han sad i en Citroën Berlingo, tog sæsonkortene fra kuverten, og tilbød faktisk at køre os tilbage til hotellet. Som om vi ikke allerede havde været igennem nok suspekte ting på turen, så vi takkede selfølgelig ja tak til buddet, om ikke andet havde vi sidste mulighed for at blive rullet, svindlet eller overfaldet.
Det gik heldigvis meget godt, og vi er her stadig i dag.
Vinkede Pogba til os? Ja det gjorde han, i min version.
Når man ser highlights fra kampen, er der et øjeblik, hvor Pogba peger op mod tribunen med sin bror under armen og smiler. Det ramte lige der, hvor vi sad.
Var det til os?
Måske.
Var der også noget familie i området?
Muligvis.
Men dette er min version af historien og det er den, jeg holder fast i, PP vinkede til mig. Og jeg er sikker på, at hvis Pogba mødte mig i dag, ville han kunne huske mig som drengen, der stod i regnen i otte timer for at få en snak og et billede.
