For præcis 16 år siden scorede Andrei Kanchelskis sit første Premier League hattrick. Det skete, da Manchester City gæstede Old Trafford og blev sendt hjem med en øretæve på 5-0, da også Eric Cantona og Mark Hughes fandt vejen til nettet. Ukraineren husker opgøret, som var det i går, at det blev spillet.
“Jeg vil aldrig glemme den kamp. Eric Cantona åbnede ballet, og jeg fulgte efter med mit første mål kort før pausen. Jeg scorede igen kort inde i anden halvleg og nåede at fuldende mit hattrick kort før slutfløjtet. Mark Hughes scorede også et mål,” fortæller Kanchelskis til Manchester Evening News.
“Jeg husker, at Paul Ince og Cantona spillede en forrygende kamp, og det var fantastisk for fansene. Det var en fantastisk kamp at spille i, og det var mit første hattrick, ud af de to jeg scorede i engelsk fodbold. Det andet for Everton mod Sheffield Wednesday.”
Tre måneder senere nettede ukraineren igen mod City, denne gang på Main Road i Uniteds 3-0 sejr over rivalerne. Kanchelskis erindrer, hvor meget disse opgør betød for fansene.
“Det var fantastisk kampe at være en del af, og jeg vidste, hvor meget det betød for fansene.”
Kanchelskis trak sig tilbage i 2006 og er siden blevet manager for FC Torpedo-ZIL Moskva i den russiske anden division. Det hindrer ham dog ikke i at følge Manchester Uniteds kampe og var endda tilstede på Luzhniki Stadium, da United slog Chelsea i Champions League-finalen.
“For at være ærlig er United stadigvæk en del af mit liv og vil altid have en speciel plads i mit hjerte. Jeg har så mange gode minder fra min tid i klubben, blandt andet mesterskab og pokal-doublen i 1994.”
”Da jeg bor i Moskva i dag, havde jeg mulighed for at se United spille mod Chelsea i Champions League-finalen i 2008. Jeg var også en tur forbi spillerhotellet, før United spillede mod CSKA Moskva sidste år. Det var rart at mødes med Ryan Giggs, Paul Scholes, Gary Neville og Sir Alex Ferguson.”
Og når snakken kommer til udfaldet af kampen mellem Manchester United og Manchester City, er han slet ikke i tvivl.
”Kampe fra England bliver vist på tv her i Rusland, og jeg er sikker, på at United vil vinde det næste derby, da de har et bedre hold og bedre spillere.”