Karakterbogen: Bruno scorer højest blandt svingende præstationer

Med to scoringer var Bruno Fernandes banens bedste, da Manchester United til aften spillede 2-2 på Villa Park. Værre så det ud for flere af hans holdkammerater.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David De Gea – 7

Var det ikke for David De Gea, kunne Aston Villa potentielt have vundet kampen. Har flere rigtig flotte redninger, og i særdeleshed refleksredningen i første halvleg på Buendias hovedstødsforsøg fra klodshold var fænomenal. Kan i øvrigt intet gøre ved Villas to scoringer.

Diogo Dalot – 5

Var fint med i første halvleg, hvor jeg især synes hans offensive bidrag var fornuftige langt henad vejen. Til gengæld bliver han udstillet i flere situationer defensivt i anden halvleg og bliver alt for let spillet udenom ved Coutinhos udligning.

Victor Lindelöf – 3

En nærmest ligeså ringe præstation af svenskeren, som i FA Cup opgøret i mandags. Er impliceret i begge Aston Villas mål, hvor han især ved 2-2 scoringen bliver fanget langt ude af position.

Raphaël Varane – 7

Varane spiller igen i dag en fremragende kamp, og er bedste mand i bagkæden for United. Vinder stort set samtlige dueller i luftrummet og er usvigeligt sikker på bolden. Ærgerligt for ham, at holdet ikke kunne holde nullet i dag.

Alex Telles – 6

Ligesom hans back-kollega var det en kamp af to halvlege for brasilianeren. I første halvleg synes jeg, han viser sig flot frem både defensivt og offensivt, hvor han kommer fint med over kanterne og kommer til gode indlæg. Får sig også en billig assist på scoringen til 1-0.

Nemanja Matic – 3

Jeg har skrevet det før her på sitet, og jeg skriver det gerne igen: Matic er blevet for gammel og sløv til at starte inde for Manchester United. Hans opgave i dag var at holde balancen på midtbanen, så Fred kunne skubbe frem i banen og deltage i presset. Den løser han mildest talt mindre godt. På bolden er han en fin boldfordeler.

Fred – 5

Fred har sine kampe, hvor han dækker hvert græsstrå på plænen og er her, der og alle vegne. Dette var ikke en af de kampe, men alligevel synes jeg, han løser opgaven i en fremskubbet rolle for at deltage i presspillet fint – perfekt eksemplificeret ved 2-0 scoringen, hvor Fred opmærksomt udnytter en opspilsfejl i Villa-forsvaret.

Bruno Fernandes – 7 (Kampens spiller)

Dejligt endelig at have portugiseren tilbage blandt målscorerne efter scoringstørke på over en måned. Er meget heldig med, at Martinez lader den første scoring gå ind, men ved 2-0 scoringen lignede Bruno mere sig selv. Et resolut hug med kort aftræk – applaus herfra! Udover de to scoringer spiller han en fin kamp og kombinerer især i første halvleg fint med hans offensive kollegaer. Vi mangler stadig at se vores portugisiske magnifico tilbage på sit aller bedste, men dette var et skridt i den rigtige retning.

Mason Greenwood – 5

Er med i flere gode angreb, men det engelske stortalent mangler fortsat den sidste skarphed i de afgørende situationer. Greenwood scorede sidst et Premier League-mål tilbage i midten af oktober, og det skal der gerne snart laves om på.

Anthony Elanga – 6

Der er virkelig krudt i den knægt, og jeg er vild med det! Elanga er et friskt pust til United offensiven, og det er til at se, hvorfor Rangnick har set sig lun på den unge svensker. Aston Villa skulle hele tiden forholde sig til truslen fra hans eksplosivitet og høje fart, og han kommer også til et par rigtig fine muligheder, som han med en my ekstra skarphed kunne have sparket ind. Det bliver spændende at følge svenskeren i resten af sæsonen.

Edinson Cavani – 4

Det var ikke Cavanis dag i dag. Uruguayaneren arbejder som sædvanligt en vis legemsdel ud af bukserne, og tager også nogle fine løb, som bringer ham i gode positioner, men arbejdet betaler sig ikke i dag, hvor han faktisk nærmest er usynlig, når det kommer til det offensive.

Jadon Sancho – 2 (Ind 78′)

Et skrækkeligt indhop af Sancho, som ikke gjorde meget væsen af sig, da han blev skiftet ind, og når han gjorde, var det som regel med et negativt resultat.

Jesse Lingard – UB (Ind 89′)

Donny van de Beek – UB (Ind 89′)

Forrige artikel
Ralf Rangnick

Skuffet Rangnick: Det føles som et nederlag

Næste artikel

Rangnick bekræfter: Martial ville ikke være med i truppen

ANNONCE