(Getty Images / Ash Donelon)
At United ikke kan slå et West Ham hold, der har meget lidt byde på, er meget skuffende.
United havde alle muligheder for at nuppe alle tre point og burde i min optik have lukket kampen. Det lykkedes de ikke med og må meget skuffende nøjes med et point. Den skuffelse afspejler sig også i mine karakterer til drengene her til aften..
Læs karakterbogen herunder.
På OldTrafford.dk giver vi karakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
Man skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Senne Lammens – 5
Kan ikke gøre noget ved målet. Gled et par gange i første halvleg, men blev ellers ikke rigtig testet.
Mazraoui – 6
Ja. Udemærket. West Ham angriber meget lidt i vores højreside og derfor er Mazraoui sjældent udfordret. Gjorde det fint på bolden, men West Ham havde også besluttet, at han gerne måtte have den. Han er bedre i midterforsvaret end på wingbacken og kan sagtens konkurrere med Yoro om den plads.
Ayden Heaven – 3 (Ud 45′)
Ærgerlig kamp for Heaven, der højest overraskende havde fået chancen fra start. Han var usikker i flere situationer, og får allerede efter 7 minutter et håbløst gult kort. Derfor bliver han også med rette pillet ud i pausen. Han spillede sig ikke tættere på startopstillingen og med Martinez retur er der umiddelbart meget langt til spilletid…
Luke Shaw – 6
Synes han gør det fornuftigt. Rolig på bolden og god timing i flere situationer. Han er god til at komme ind, når det begynder at brænde på. Bliver sat på røven af Bowen til sidst, hvilket kunne have resulteret i et West Ham mål. Det gjorde det dog ikke.
Amad Diallo – 5
Igen lidt anonymt af Amad. Bliver ikke helt farlig nok offensivt. Han holdte godt fast i bolden i flere situationer, og var meget tæt på at få en assist i første halvleg, som dog desværre blev reddet på stregen. Står også godt placeret defensivt i flere situationer – specielt til slut, da Bowen kommer fri på baglinjen. Jeg dog utilfreds med, at han forsøger at filme sig til et straffe i første halvleg, og det håber jeg at han får rettet op på omgående…
Casemiro – 6
Han kommer i vejen for meget og hans placeringsevne affærdiger altså farlige situationer kamp efter kamp. Rolig på bolden og jeg havde nok pointeret, at vi har større chance for at vinde med ham på banen end uden, hvis vi havde vundet. Han er vigtig for holdet. Om man kan lide ham eller ej. Får han en assist på cv’et også?
Bruno Fernandes – 4
Han kæmper som altid. Vi havde brug for noget magi i dag, men det udeblev fra kaptajnen. Bolden ryger også over ham på det hjørne, hvor West Ham for udlignet. 4 er måske en hård karakter, men forventningerne er også tårnhøje til Bruno. Han skal sgu bære holdet på sine skuldre i sådan en kamp og som minimum sikre, at hans holdkammerater forstår, at alt andet end tre point i sådan en kamp er uacceptabelt.
Diogo Dalot – 6 (MOTM) (Ud 68′)
Burde være blevet matchwinner. Fin kamp og flot “næse” ved målet. United er i fuld kontrol, da han bliver taget ud. Han bliver formentligt skiftet ud, da der vil blive trukket store laster på ham over den næste måned.
Bryan Mbeumo – 3
Er med i meget, men meget lidt lykkedes. Med den kvalitet vi har set fra Mbeumo, skal han gøre det bedre. Kan ikke sætte sin direkte modstander og mister bolden i flere situationer. Og undskyld mit franske, men den ene F****** gang det lykkedes ham at sætte Todibo, vælger han at smide sig, i stedet for at klaske den i kassen og lukke kampen. Det må jeg sige, det er utilgiveligt! Det gider jeg sgu ikke se, og det skal han lægge fra sig omgående.
Matheus Cunha – 3
Anonym indsats. Det er for ringe. Burde været taget ud tidligere i min optik. Modsat sin legekammerat Mbeumo er han ikke med i meget, og i sådan en kamp, hvor vi har brug for noget kreativt flair, har vi brug for, at Cunha dukker op. I dag kunne han ikke retfærdiggøre den pris United har betalt for ham.
Joshua Zirkzee – 6
Gør det egentligt fint. Han er utrolig uheldig med ikke at får scoret, da Wan-Bissake på magisk vis får reddet den på stregen. Han ligner en spiller, der sagtens kan gøre sig gældende for United i resten af sæsonen. Han er god til at gå ned i banen, som vi kender ham, og det er kærkomment, når United fra tid til anden får sat lidt tempo i spillet.
Noget der undrer mig er, at United sender utroligt mange indlæg i feltet, hvilket ikke er Zirkzee’s største styrke – noget vi har savnet når Sesko har spillet? Jaja, United er svære at blive kloge på..
Indskiftere:
Leny Yoro (Ind 46′) – 6
5 eller 6? Det er vidst hips som haps. Fint indhop, hvor det også er nemt at se stabil ud, når man skal erstatte Heaven. Dejligt at se, at han ikke er blevet tabt mentalt. Han er stadig en spiller, jeg tror, og håber, skal udgøre fremtiden i Uniteds midterforsvar.
Dorgu (ind 58) – 5
Udemærket. Dorgu kommer i spil i det tætte december-program, så det er fornuftigt at holde ham lidt til ilden.
Amorim – 3
Det er ikke godt nok at smide to point mod West Ham på hjemmebane. Ja, vi er gode på dødbolde, men dem scorer man ikke på i hver kamp og det er for ringe, at vi ser så tamme ud i åbent spil. Første halvleg er også får dårlig. Igen. Cunha burde være byttet med Mount langt tidligere og Heaven-forsøget mislykkedes også fuldstændig.
Vi griber ikke chancen, når vi har mulighed for at sætte en stime af sejre sammen og det ansvar ligger på Amorim.




