Folk i og omkring Manchester United kunne ånde lettet op, da scanningerne af Tom Cleverley viste, at midtbaneprofilen sandsynligvis kan nøjes med en pause på omkring fire uger, efter Kevin Davies fik sat en grim tackling ind på englænderen i weekenden.
Den 34-årige angriber, der har et ry for at være en af de groveste drenge i England, har siden undskyldt sin tackling over for Cleverley.
En Facebookopdatering fra en falsk Tom Cleverley-profil satte ellers gang i rygter. Her fortalt den falske Cleverley, at han var vred over, at Davies aldrig undskyldte for svinestregen. Men den kommentar har Kevin Davies” kone, Emma, nu dementeret via Twitter.
Ifølge hende har Davies undskyldt:
“Til alle de forkert informerede hadere… Kevin snakkede med Tom Cleverley i telefonen tidligere. Han ville aldrig skade nogen med vilje,” skriver hun ifølge Press Association Sport på sin Twitterprofil.
Skaden betyder formentlig, at Cleverley misser flere kampe i både Champions League og Premier League, ligesom hans mulige debut på Englands landshold ser ud til at blive udskudt.