Landsholdsdebut til Jones og Fábio

Phil Jones fik sin debut for Englands A-landshold og spillede hele kampen på højre back. Også med i startopstillingen var Wayne Rooney og Ashley Young….

Phil Jones fik sin debut for Englands A-landshold og spillede hele kampen på højre back. Også med i startopstillingen var Wayne Rooney og Ashley Young. Sidstnævnte kom på måltavlen, da han efter elleve minutter scorede til 1-0.

Rooney dummede sig gevaldigt og så rødt, da der resterede 20 minutter af kampen. Han tabte en duel mod Miodrag Džudović og sparkede derefter montenegrineren i jorden. Wolfgang Stark var lynhurtig med det røde kort til Rooney.

Et par minutter senere kom Danny Welbeck på banen og spillede resten af kampen. Kampen endte 2-2, og det resultat betyder, at England er klar til EM.

Nani spillede hele Portugals kamp mod Island og gjorde sig bemærket med kampens to første scoringer. Portugal vandt 5-3 og kan på tirsdag sikre sig en EM-billet med point imod Danmark.

Patrice Evra var med i Frankrigs 3-0-sejr over Albanien. Venstrebacken fik de første 45 minutter af kampen og blev taget ud i pausen. Frankrig kvalificerer sig til EM, hvis de undgår nederlag mod Bosnien tirsdag.

Anders Lindegaard var oprindeligt udtaget til det danske landshold, men måtte trække sig fra lejren med en skade.

Den sydamerikanske kvalifikation til VM 2014 begyndte i går, og her fik Antonio Valencia og Ecuador en god start. Valencia spillede hele kampen i 2-0-sejren mod Venezuela.

Uniteds anden landsholdsdebutant var Fábio, som startede inde i Brasiliens venskabskamp i Costa Rica. 54 minutter nåede den talentfulde back, inden han blev skiftet ud. Brasilien vandt kampen 1-0.

David de Gea var i aktion for Spaniens U21-landshold. Sommerens EM-vindere besejrede Kroatien med 2-0 med de Gea mellem stængerne hele kampen.

Darren Fletchers Skotland spiller først i aften, og her kan briterne overtage gruppens andenplads med en sejr over Liechtenstein.

Forrige artikel

Ferguson roser alsidig Valencia

Næste artikel

Capello: Rooney har lært sin lektie

ANNONCE