Laudrup roser “legendarisk” Ferguson

Michael Laudrup ser frem mod et travlt jule- og nytårsprogram, som starter med braget mod Manchester United på søndag.

I løbet af kun lidt mere end en uge står Swansea over for fire svære kampe, som kan være med til at sætte standarden og forventningerne til det walisiske hold op mod den sidste svære halvdel af Premier League-sæsonen.

Derfor lægger Swanseas danske manager, Michael Laudrup, da heller ikke alt for meget pres på sine spillere frem mod den nok sværeste af de fire kampe – søndag mod Manchester United.

– Selvfølgelig vil vi gerne vinde på søndag, men hvis vi vinder, så kommer der meget fokus på klubben igen, siger Michael Laudrup ifølge Swanseas officielle hjemmeside.

– Mit fokus er på de næste fire kampe, men vi er nødt til at tage dem en ad gangen, siger han.

Svær periode på vej
Swansea tager i første omgang imod United på Libery Stadium, mens de efterfølgende kampe står imod henholdsvis Reading, Fulham og Aston Villa.

– Det er vigtigt at se på det store billede, siger Laudrup.

– Vi er på vej mod at være halvvejs i sæsonen, og hvad der end sker i løbet af de kommende kampe, så har vi mindst 23 point på papiret, siger Laudrup og pointerer, at det er tre point mere, end Swansea havde opnået på samme tidspunkt i sidste sæson.

Respekten for Ferguson
Michael Laudrup har kun positive vendinger at bruge i sin beskrivelse af Manchester United. Og specielt når snakken falder på manager Sir Alex Ferguson, lyder der roser fra danskeren.

– United har været topklubben i de sidste 15 til 20 år, siger han.

– Sir Alex er en legendarisk manager, og de har nogle dygtige spillere. Det er unikt at se nogen blive så længe i en klub, og det, han har opnået i løbet af sin tid der, er utroligt og meget specielt.

En kamp, videre i teksten
Det travle program gør, at kampen imod Manchester United ikke har nogen speciel status i Laudrups øjne. Det er blot endnu en kamp i rækken, forklarer han. Derfor tager han heller ingen taktiske forbehold.

– Vi kommer ikke til at gå til kampen anderledes end normalt. De her kampe er ret nemme for mig som manager. Vi foretager nogle taktiske ting før kampen, og så spiller vi den, siger han.

– Jeg ved, at spillerne vil være motiverede på grund af holdet, vi spiller imod, siger Michael Laudrup.

 

Forrige artikel

Norwegian åbner ny rute til England

Næste artikel

Celtic fik tips af Ferguson

ANNONCE